Letbanen åbner: Kør til Odder og Lisbjerg på lørdag

Efter mere end et års forsinkelse ser det ud til, at letbanen til Odder endelig kommer til at køre

00:33

VIDEO: Aarhus Letbane bekræfter overfor TV2 ØSTJYLLAND, at den sidste godkendelse er modtaget.

Nu skulle den være god nok.

Den længe ventede letbane ser ud til endelig at kunne bringe passagerer til og fra Odder.

Læs også Planen er klar: Sådan kommer letbanen til at køre

I dag, fredag, har Aarhus Letbane modtaget den endelige godkendelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvilket betyder, at Aarhus Letbane fra lørdag den 25. august kører mellem Aarhus, Odder og Lisbjerg. Første tur går fra Aarhus H til Lisbjergskolen klokken 05.20.

Det bekræfter Aarhus Letbane overfor TV2 ØSTJYLLAND.

- Aarhus Letbane kan fra lørdag køre med passagerer på Odderbanen, siger Kim Voigt Østrøm.

Jeg vil selv være en af de første passagerer til at køre med letbanen fra Odder.

Uffe Jensen (V), borgmester, Odder

Selv om letbanen i Odder har fået grønt lyst, fortæller byens borgmester, at kommunen stadig vil tage deres sikkerhedsforanstaltninger.

- Vi lærte lidt af Aarhus og kører lidt med en sikkerhedsmargin, men i løbet af september vil vi lave åbningsfest formentlig lørdag 8. sept. hvor der også er gadefestival i byen, siger Uffe Jensen (V), der er borgmester i Odder.

Letbanevognene mellem Odder, Lisbjerg og Aarhus vil fra lørdag ikke længere være tomme.

Stadig ventetid på Letbane til Grenaa

Det var egentlig meningen, at letbanen til Odder skulle være begyndt at køre for et år siden.

Den tidligere nærbane til Odder har været lukket siden 2016. Det samme gælder den gamle nærbane til Djursland, hvor borgerne også i lang tid har ventet på, at letbanen skulle køre til Grenaa.

De første af mange kilometer med passagerer bliver kørt lørdag den 25. august.

- Den del er under behandling. Der er ikke nogen tidshorisont på den resterende del af Letbanen. Vi har ikke modtaget den nødvendige dokumentation, hvad angår Grenaa-banen, siger Kim Voigt Østrøm.

Men selvom der har været forsinkelser, og selvom der endnu ikke triller vogne på letbaneskinnerne i Grenaa, så glæder det Odder-borgmesteren, at letbanen nu endelig bringer byens borgere til og fra Aarhus.

- Jeg er rigtig glad for, at de endelige godkendelser nu er på plads, og jeg vil selv være en af de første passagerer til at køre med letbanen fra Odder, siger han.

Og han skal ikke vente længe, for den første tur fra Odder til Aarhus afgår klokken 05.37 lørdag morgen.