En tv-æra er slut
Kurt kommer ikke længere forbi
En æra på TV 2 | ØSTJYLLAND er slut.
Fredag aften kl. 19.55 kom Kurt Leth for sidste gang forbi en østjyde for at portrættere mennesket bagved.
Kurt Kom Forbi er det program, der har haft den suverænt længste levetid på TV 2 | ØSTJYLLAND. Siden begyndelsen af 1990'erne har han besøgt høj som lav for at komme så tæt som muligt på de personer, han ønsker at skildre.
I alt er det blevet til flere end 800 udsendelser.
Ofte har Kurt Leths ambition været at fortælle den positive historie om helt almindelige mennesker, der enten har en særlig passion, eller som har oplevet modgang i livet.
Se de tidligere Kurt Kom Forbi-udsendelser her
- Dem, jeg taler med, er almindelige mennesker, der har en god historie at fortælle. En historie, der går lige i hjertet eller maven, har han tidligere fortalt.
At der ikke bliver optaget flere udsendelser, betyder dog ikke, at Kurt Leth forsvinder fra de østjyske tv-skærme. Han har stadig sin gang på TV 2 | ØSTJYLLAND.
I januar sender vi en Temalørdag om Kurt Kom Forbi. Derudover vil de tidligere udsendelser løbende blive genudsendt på TV 2 | ØSTJYLLANDs egen kanal.
I videoen øverst i artiklen kan du få et tilbageblik på de mere end 20 år, Kurt Kom Forbi er blevet vist på tv.