En trafikulykke i Syddjurs kan koste kommunen over en million kroner
22 lokale trafikulykker blev sat under lup i Syddjurs. Resultatet: En cyklistulykke koster kommunen mest
Hvad koster det egentlig i kroner og ører, hvis en bilist mister kontrollen over sin bil og kører frontalt ind i et træ? Begge ankler knuses, der er komplicerede brud på begge skinneben, venstre lunge punkteres, og milten bliver ødelagt og må bortopereres.
Efterfølgende er bilisten sammenlagt indlagt i fire måneder, hvor ny hud gentagne gange bliver transplanteret på underbenene, og hvor anklerne også gentagne gange opereres. Bilisten brugte muligvis ikke sele.
Det spørgsmål kender Syddjurs Kommune svaret på.
Læs også
For at finde ud af om det kan betale sig at trafiksikre, har Syddjurs Kommune nemlig fåer lavet en analyse af 22 ulykker, hvor 22 personer er kommet alvorligt til skade i kommunen.
Det kan lyde som et bunke iskolde regnestykker - men intentionen er god. Politikerne ønsker nemlig at diskutere, hvorvidt det økonomisk kan betale sig at bruge flere penge på trafiksikkerhed.
Læs også
Ifølge rapporten vil de 22 personer, der kom alvorligt til skade i trafikken i Syddjurs Kommune, i løbet af de kommende år, komme til at koste de kommunale kasser 33 millioner kroner i alt. Det er udgifter til blandt andet genoptræning, pleje og forsørgelse, enten indtil vedkommende bliver rask eller så længe vedkommende lever.
I dag bruger kommunen cirka to millioner på trafiksikkerhedsforanstaltninger om året.
- Jo flere penge du investerer i trafiksikkerhed, jo flere ulykker vil du eliminere - og derved vil du spare penge - det er kort fortalt, hvad vi er kommet frem til, siger Peter Sandell, der er projektansvarlig for trafiksikkerhedsindsatsen Syddjurs Kommune.
Cyklister og fodgængere er dyrest
Der er stor forskel på, hvor pristung en ulykke er for kommunen. En ulykke, hvor en cyklist eller en fodgænger kommer alvorligt til skade, er den type uheld, der gennemsnit koster kommunen flest penge.
Når en cyklist eller fodgænger rammes i det åbne landskab, er det oftest med betydelig højere fart end i byområder - og derfor bliver ulykkerne hurtigt omfangsrige.
Det kan for eksempel være en ulykke hvor en cyklist bliver ramt af en lastbil. Cyklisten brækker alle ribben i den ene side og får ansigtet knust. Personen ligger to uger i koma og fem uger i respirator.
Læs også
I eksemplet hvor en cyklist er kommet alvorligt til skade er kommunens udgifter i gennemsnit 510.578 kroner. Det er primært udgifter, forsørgelse og pleje.
Derefter vil det koste kommunen 272.405 kroner om året til personen enten bliver rask - eller så længe vedkommende lever. Tallet dækker blandt andet over udgifter til genoptræning, pleje og forsørgelse.
Derudover vil kommunen også miste en indtægt, da personen ikke længere er erhvervsaktiv - og dermed heller ikke vil betale skat som før.
Bedre betale sig at forebygge
Rapportens konklusion - at der er penge at spare ved at forebygger trafikuheld og derved slipper for at betale de store udgifter efter en ulykke - har gjort indtryk på mobiltetetschefen i Syddjurs.
- Selvom vi investerer en million kroner eller 10 millioner mere, vil vi stadigvæk have trafikulykker, men med det tal vi har fundet frem til, så kan vi se, at det godt kan betale sig at investere penge i trafiksikkerhed. Det er uomtvisteligt - og det kan svare sig at investere mere, siger Peter Sandell, Teamchef, Mobilitet, Syddjurs Kommune.
Formand for Syddjurs Kommunes natur, teknik og miljø-udvalg Kim Lykke Jensen (SF) er enig - rapportens konklusion har fået ham til at ville rejse et ønske om at afsætte endnu flere penge til trafiksikring i de kommende budgetter.
- Trafiksikkerhed er enormt vigtigt, fordi det får kolossale menneskelige konsekvenser, hver gang vi får en trafikulykke. Det tjener jo til ingens formål at få nogle ulykker i vores område, og det vil vi gøre alt for at undgå, siger Kim Lykke Jensen (SF).
- I en kommune som Syddjurs har vi et anlægsbudget på over 150 millioner kroner, og der kunne man godt forestille sig, at man ved at rokere lidt rundt, fra den ene pulje til den anden så kunne finde nogle penge der, siger Kim Lykke Jensen.
I Rådet for Større Trafik opfordrer dokumentationschef Jesper Sølund landets øvrige kommuner til at gøre som Syddjurs. Han pointerer, at han ikke har nærstuderet selve undersøgelsen, men kender en lignende fra blandt andet Aabenraa.
- Da amterne forsvandt kom omkostningerne til genoptræning o.l i langt større grad til at ligge hos kommunerne. Derfor er det en virkelig stærk idé, at gøre omkostningerne ved et trafikuheld helt konkrete og dermed synliggøre over for politikerne, hvorfor det er en god idé at prioritere den rundkørsel eller at få bygget et kryds om. Flere burde lave disse analyser - for det er øjenåbnende, når man ser regnestykkerne - og indser, at et trafikuheld betyder langt mere end bare for de stakler, der er involveret, siger Jesper Sølund.