En stærk opfindelse

Ingeniør klar med fremtidens 'supermateriale'

02:24

1 af 2

En ingeniør fra Risskov har specialiseret sig i blandt andet at producere tynde tråde, der er så stærke, at de kan bære vægten af en minibus.

Jens Vinther er teknisk direktør i virksomheden Carbon Nano Europe og har opfundet et materiale, hvis mage ikke er set før.

Materialet kaldes nanorør og er, som navnet antyder, er opbygget af massevis af små, tynde rør, som til sammen er meget stærke. Hvis man udnytter potentialet i materialet, skulle det være 20 gange så stærkt som kulfiber.

- Det kan ændre på måden, vi designer ting på i fremtiden. Det ændrer måden, vi producerer ting på og ændrer også, hvor meget materiale, vi skal bruge, siger Jens Vinther til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Materialet er det første af sin slags i Europa og bliver produceret hos virksomheden i Risskov.

Det nye supermateriale bliver produceret i en ovn, der opvarmer almindelig, brændbar gas og omdanner det til små rækker af det superstærke materiale.

Derefter er det muligt at strække materialet til et materiale, der besidder mange forskellige egenskaber. Blandt andet er det op imod 100 gange stærkere end stål, og leder strøm op imod 1000 gange så godt, som det kobber der i dag anvendes i de fleste ledninger.

Ifølge Jens Vinther er der stort set ingen grænser for, hvad man kan bruge karbon nanorørene til. Han håber derfor, at andre virksomheder får øje på potentialet:

- Jeg kan jo ikke udvikle nogle høreapparater eller solceller. Det kan dem, der arbejder med det, meget bedre gøre. De kan få materialet af mig, og vi kan lave det sammen og lave nye produkter. På den måde kan vi skabe og fastholde arbejdspladser, siger Jens Vinther.

Du kan se, hvordan det nye supermateriale ser ud, i tv-indslaget øverst på siden.