- En sort dag for Randers

Michael Aastrup Jensen (V) om SKATs beslutning

SKAT har i dag fremlagt sin plan for den fremtidige placering af landets skattecentre. Planen indebærer, at skattecenteret i Randers skal lukkes, og de mange arbejdspladser flyttes ud af byen.

- Det er en meget sort dag for Randers og for de mange gode medarbejdere som regeringen med et slag flytter ud af byen, udtaler Michael Aastrup Jensen, der er Venstres Folketingsmedlem i Randers, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Skat samles på 20 adresser

Michael Aastrup Jensen ærgrer sig over, at socialdemokraterne i Randers ikke har kæmpet mere for at bevare skattecenteret.

- Socialdemokraterne har sovet i timen. De burde have banket i bordet over for deres partifæller i regeringen og kæmpet for vores arbejdspladser. Nu taber vi i stedet de mange jobs til andre byer.

- Det her er centralisering af værste skuffe. Man suger arbejdspladser ud af landets sjettestørste by og forringer servicen for borgere og virksomheder uden for de allerstørste byer.