Én sommer - tre borgmestre
Vikarer på plads i ferien
I løbet af den kommende sommerferie står ikke færre end tre forskellige byrådspolitikere i spidsen for Randers Kommune.
Byens borgmester, Henning Jensen Nyhuus (S), har været sygemeldt, efter at han i april gennemgik en vellykket bypass-operation. Under hele forløbet har partifællen Steen Bundgaard været fungerende borgmester.
Henning Jensen Nyhuus er raskmeldt fra 1. juli. Inden han er tilbage på borgmesterkontoret, afholder han dog fem ugers ferie.
I den første del af ferien fortsætter Steen Bundgaard som vikar på borgmesterposten, inden der den 22. juli - igen - er skiftedag. Her overtager Venstres Anders Buhl-Christensen det formelle ansvar som førstemand.
Anders Buhl-Christensen er 2. viceborgmester, og det er derfor ham, der er den næste i rækken til at repræsentere kommunen.
- Fra 5. august er Henning Jensen Nyhuus tilbage fra ferie og i funktion, oplyser Randers Kommune.
Ifølge Randers Kommune har planen for sommer-afløsningerne på borgmesterposten været aftalt længe.