En skole i Aarhus har fire gange søgt efter en ny skoleleder
- Jeg tror ikke, at det bliver ret meget bedre før, man giver skolen ansvaret for undervisningen tilbage, siger lærer
Fem forskellige chefer på ni år.
Sådan er arbejdslivet for lærer på Højvangsskolen i Aarhus, Søren Emil Jensen.
Han mener, at det er et stort problem, at skolen er lederløs.
- Hvis vi fik mere sparring, kunne vi blive endnu bedre, siger Søren Emil Jensen.
Læs også
Lige nu har han og skolens andre lærere ingen permanent leder.
- Vi kommer jo til at mangle den der synlige ledelse. Det er mit indtryk, at mange medarbejdere løber stærkt for at få ledelsestid og sparring, siger Søren Emil Jensen.
Lige nu er der fire stillingsopslag i både lokale og nationale medier, hvor skoler i Aarhus Kommune søger en ny skoleleder.
Samsøgade Skole, Sødalskolen, Rundhøjskolen og Højvangskolen i Aarhus Kommune mangler en skoleleder.
Men jobbet er ikke særlig attraktivt. I hvert fald er der ikke mange ansøgere.
- Noget af det, der måske er glippet for os i Aarhus Kommune, er, at vi ikke har fået lavet en brugbar og holdbar fødekæde til at blive skoleleder, siger Søren Aakjær, der er chef for skole-, dags og fritidstilbud i Aarhus Kommune.
På Højvangskolen i Stavtrup har stillingsopslaget være slået op fire gange. Men jobbet er stadig ubesat.
Efter Folkeskolereformen indførte Aarhus Kommune, at skoleledere i højere grad skulle tage sig af administration og i mindre grad af det pædagogiske
I Aarhus Kommune har man valgt en ledelsesmodel på skolerne, hvor der er en Pædagogiskleder og en Skoleleder, som skal tage sig af administration og afrapportering.
Læs også
- Det er klart at i en decentraliserings-ordning, hvor effektiviseringer og effektiv drift ligger ude hos den enkelte, så kommer man ikke udenom, at en skoleleder også har andet end det at drive pædagogik. Der er også en administrativ del, siger Søren Aakjær.
Søren Emil håber, at der snart kommer en ny leder til Højvangskolen. Men han frygter, at den administrative del af jobbet fylder så meget, at den pædagogiske del kommer i baggrunden.
Læs også
- Jeg tror på, at vi får en god leder. Men jeg tror ikke, at det bliver ret meget bedre før, man giver skolen ansvaret for undervisningen tilbage, siger Søren Emil Jensen.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om Højvangskolen i Aarhus, der har svært ved at finde en, der har lyst til at lede skolen.