En person sendt på sygehuset efter brand på restaurant

Fredag aften midt under Black Friday udbrød der panik ved en restaurant i Aarhus Midtby

Østjyllands Brandvæsen måtte kæmpe sig igennem menneskemængderne under Black Friday og juletræstænding for at komme frem til restauranten.

Østjyllands Brandvæsen måtte kæmpe sig igennem menneskemængderne under Black Friday og juletræstænding for at komme frem til restauranten.

1 af 2

En brand i køkkenet hos en restaurant på Skt. Knuds Torv i Aarhus tvang fredag aften alle gæster udenfor og Østjyllands Brandvæsen i aktion. Heldigvis var branden hurtigt slukket, men en person måtte alligevel køres væk i ambulance til tjek for røgforgiftning.

- Vi får en melding fra en gæst om, at der er brand i køkkenet på en restaurant, men kort efter lyder det så, at den allerede er slukket igen. Alligevel kører vi frem til stedet og ser, at der hverken er røg eller ild længere. Men der var naturligvis en hel del chokerede gæster, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen Lasse Clemensen til tv2oj.dk.

Læs også Nyt madmarked: Niveauet er lidt højere end andre steder

For brandvæsenet var der derfor ikke meget at lave. En stegepande var brandskadet, men derudover var alt i køkkenet og restauranten intakt.

- På gaden var der dog en person, som hostede rigtig meget, så derfor blev ambulancen tilkaldt, fortæller Lasse Clemensen.

Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger var det hos den asiatiske restaurant Le’s Restaurant, at branden i køkkenet opstod.