En million til personlige børnebøger

To iværksættere fra Lystrup har fået én million kroner til deres personlige børnebøger

02:08

1 af 2

To iværksættere fra Lystrup ved Aarhus er blevet belønnet med en investering på én million kroner.

Hella Kaae Sørensen og Henrik Højgaard Jensen har deltaget i programmet Løvens Hule på DR1.

Her fik de overbevist dommerne om at investere i deres børnebogsprojekt Min Bedste Bog, som går ud på, at forældre selv kan designe personlige børnebøger på nettet.

Børnebøgerne er håndlavede og via en hjemmeside kan forældrene for eksempel indtaste barnets navn, så det på den måde bliver hovedperson i fortællingen:

- Ideen kom derhjemme en aften, efter at jeg havde læst godnathistorie for mine piger: Kunne det ikke være sjovt, hvis vi så kunne lave en bog om Carla, eller en bog, hvor Emma var hovedpersonen?, siger Hella Kaae Sørensen, der er kreativ direktør i Min Bedste Bog og henviser til sine børn.

I alt har de to iværksættere nu fået én million kroner med sig til projektet.

- Vores største drøm må være at sælge personlige børnebøger til hele verden, siger Henrik Højgaard Jensen, der er teknisk direktør i Min Bedste Bog.

Hør mere om projektet og mød de to iværksættere i indslaget øverst på siden.