- En kendelse, vi ikke har set før
Forsvarsadvokat vurderer, at TV 2 | ØSTJYLLANDs sejr i Højesteret har principiel betydning
TV 2 | ØSTJYLLANDs sejr i Højesteret har principiel betydning. Sådan lyder det fra forsvarsadvokat Poul Meldgaard:
- Det er en kendelse, som vi ikke har set før. Den findes ikke, og derfor er den jo principiel, siger Poul Meldgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Højesteret har afgjort, TV 2 | ØSTJYLLAND ikke skal udlevere råbånd til Østjyllands Politi.
Se også: TV2OJ: Sejr i Højesteret
Dermed har Højesteret stadfæstet en kendelse fra byretten i Aarhus fra maj 2014. Højesteret finder ikke, at betingelserne for at pålægge TV 2 | ØSTJYLLAND at udlevere råbåndene er opfyldt.
Sagen begyndte i forbindelse med en konflikt mellem grupper af unge i det vestlige Aarhus, hvor der ved to episoder blev affyret skud ved beboelsesejendomme i henholdsvis Bispehaven og Gellerupparken.
TV 2 | ØSTJYLLAND interviewede nogle maskerede - og bevæbnede - unge i Gellerup med løfte om anonymitet. Under interviewet varslede de unge optrapning af konflikten.
Politiet bad om at få råbåndene udleveret, men fik nej fra TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Nu ved TV 2 | ØSTJYLLAND, at de i hvert fald ikke har bevæget sig uden for den grænse, som de kan arbejde indenfor, siger Poul Meldgaard.
- Vi ved ikke, hvor grænsen er, men vi ved bare, at denne her begivenhed er af en sådan karakter, at man fra Højesterets side siger, at det skal man have lov til at holde "hemmeligt" - for sig selv, siger han.
Hør Poul Meldgaard fortælle mere om kendelsen i videoen øverst på siden.