En kasse humlebier, tak!
Butikskæde sælger humlebier i bokse
Foråret har ladet vente på sig, og vinteren har været lang og kold. De danske bier har derfor haft svære vilkår, og der er ikke mange tilbage til at bestøve frugttræer, blomster og bærbuske.
Det har butikskæden Land & Fritid fundet en løsning på. Den er begyndt at importere humlebier fra Belgien, som sælges i færdige humlebistader.
Det fortæller butiksassistent Line Hagen Røgen om mandag i Go' Aften Østjylland
- Det er en anden art end den danske, og den flyver ud og bestøver allerede ved fem grader, siger hun.
Alt inklusiv
Bistadet sælges som en færdig kasse inklusiv sukkervand, en dronning og 30-35 arbejderbier. Dronningen lægger æg og udvider kolonien, ind til hun dør efter ca. otte uger. Derefter skulle havens frugttræer og blomster være bestøvede.
- Man sætter kassen ud i haven i et område, hvor der er noget at bestøve, og så flyver de ud og gør deres arbejde, siger Line Hagen Røgen.
Du kan se det transportable bistade i klippet herover eller se det i Go' Aften Østjylland. Det er mandag kl. 18.15, 21.25 og 23.25