En juleferie med astronomi og rum-gåder
Aarhusiansk pige er blevet udvalgt til at deltage i international astronomi-lejr
Mens mange hygger sig med familien og spiser sild og medisterpølse anden juledag, så venter der en hel anden verden for 17-årige Josefine Damtoft fra Mårslet ved Aarhus.
Hun er blandt tre danske unge mellem 16 og 18 år, som er blevet udvalgt til at deltage i en astronomi-camp arrangeret af organisationen European Southern Observatory (ESO).
Lejren foregår fra den 26. december 2015 til 1. januar 2016 på et observatorium i det nordlige Italien.
Her skal hun sammen med andre unge fra hele verden deltage i foredrag om rummisioner og være med til at måle, hvor langt der er til en asteroide. Indimellem bliver der også tid til lidt skiferie.
- Det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg har altid interesseret mig for astronomi fra et mere filosofisk perspektiv. Hvordan er universet blevet skabt, og er der liv derude? Det tror jeg, der er, siger Josefine Damtoft til tv2oj.dk.
Josefine Damtoft går til daglig i 2.g på Marselisborg Gymnasium i Aarhus, hvor hun går på en sproglig linie. Derfor ser hun sig selv som en af de mere atypiske deltagere til astronomi-lejren, da mange formentlig har en stor interesse for matematik og fysik.
Vil lave film om verdensrummet
Ikke desto mindre tror hun på, at mødet med de andre astronomi-interesserede bliver indbringende:
- Bare det at lære en masse folk med samme interesse som en selv at kende. Der er ikke så mange af mine venner, der interesserer sig for astronomi, siger Josefine Damtoft.
Når hun om halvandet år bliver færdig med gymnasiet, drømmer hun ikke om at blive astronaut som danske Andreas Mogensen. Hun håber i stedet på, at kunne gøre andre klogere på astronomi og udfordre deres forestillinger omkring verdensrummet:
- Jeg vil gerne arbejde inden for filmens verden, siger hun og fortæller, at hendes yndlingsfilm er Interstellar.
I øjeblikket er hun i gang med Star Wars-marathon, så hun kan blive klar til at se den syvende film i rækken, som netop har fået premiere i biograferne.
For at blive kvalificeret til astronomi-lejren har Josefine Damtoft indsendt en ansøgningsvideo, hvor hun fortæller om sin interesse for astronomi. Se hele videoen i afspilleren nedenfor: