"En historisk milepæl"
Opstarten til Aarhus Letbane officielt skudt i gang
Aarhus Letbane er nu i gang med at tage form.
I dag blev opstarten på Aarhus Letbane indledt og arbejdet med at anlægge Danmarks første letbane startede officielt.
Det blev markeret med et officielt Kick Off mandag formiddag på letbanens byggeplads på Søftenvej i det nordlige Aarhus, og transportminister Henrik Dam Kristtensen kaldte dagen for "en historisk milepæl":
- Det er jo en synliggørelse af at vi er i gang med at bygge Danmarks første letbane. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at når det her projekt er færdigt, så får vi fantastiske muligheder for at transportere rigtig mange mennesker mellem vigtige, store arbejdspladser, universitetet og ikke mindst det nye supersygehus ude i Skejby. Så det er rigtig godt for Aarhus, men også for resten af Østjylland, siger transportminister Henrik Dam Kristensen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Bag anlægsprojektet står tre ejere; Aarhus Kommune (47,2 procent), staten ved transportministeren (47 procent) og Region Midtjylland (5,8 procent).
I august modtager anlægsselskabet de første tilbud på transportpakken som indeholder levering af infrastruktur og produktion af tog.
Se et uddrag af interviewet med transportministeren ved at klikke øverst på denne side.