- En fantastisk følelse af frihed

Skovtur fik ham til at føle sig fri

04:03

1 af 2

En skovtur kan være meget banal. Men ikke for fotografen Daniel Rye Ottosen fra Them, der i juni blev frigivet efter 13 måneders fangeskab i Syrien. Som noget af det første efter hjemkomsten gik han ud i en skov.

- Jeg gik en tur med min bedste kammerat. Jeg kunne selv bestemme, om ville gå hjem eller gå længere ud i skoven, siger Daniel Rye Ottosen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den 26-årige fotograf blev taget til fange, da han var i Syrien for at dokumentere krigens rædsler. Her blev han fanget af terrorister og indespærret, indtil kidnapperne fik løsepenge.

- De sidste fire måneder føltes som fire år. En lille ting som en edderkop var en stor ting, siger Daniel Rye Ottosen

Friheden er fantastisk

Derfor var hjemkomsten til Danmark også så fantastisk for den unge mand fra Them.

- Den der følelse, af at kunne gå hvor jeg ville, var en fantastisk følelse af frihed, siger han.

Fredag åbnede en udstilling med Daniel Rye Ottosens billeder. Alt salg fra udstillingen går til at dække gælden, som Daniel Rye Ottosen fik i forbindelse med sin løsladelse.

Se indslag med Daniel Rye Ottosen øverst i artiklen.