En enkelt BSV'er med i VM-trup
Mads Christiansen skal med til Qatar
Mandag indsendte landstræner Gudmundur Gudmundsson en liste på de 28 spillere, han havde valgt til sin bruttotrup, og her var der fire spillere fra Bjerringbro-Silkeborg med.
Nu er ni spillere siet fra, og tre af dem er fra BSV. Dermed er Mads Christiansen den eneste BSV'er tilbage i truppen.
Det betyder et farvel til Søren Rasmussen, Stefan Hundstrup og Nikolaj Øris Nielsen fra BSV.
Heller ikke Kasper Nielsen er med, når håndboldherrerne i næste måned rejser til VM i Qatar.
Den 39-årige forsvarsspecialist, der inden sæsonen skiftede fra Bjerringbro-Silkeborg til tyske Füchse Berlin, er ikke med i den 19-mands-trup, som landstræner Gudmundur Gudmundsson har udtaget torsdag.
Blandt de fravalgte er også målmændene Søren Rasmussen og Marcus Cleverly, KIF Kolding Københavns Kasper Irming og stregspilleren Jacob Bagersted, der spiller i tyske Magdeburg.
De 19 udvalgte spillere deltager i VM-træningslejren, der begynder 2. januar. Herefter gælder det en landskamp mod Sverige 5. januar og træningsturneringen Totalkredit Cup ugen efter.
Inden holdet rejser til Qatar, skal yderligere tre spillere sorteres fra.
De 19 spillere er:
Målmænd: Niklas Landin (Rhein-Neckar Löwen) og Jannick Green, (SC Magdeburg).
Fløjspillere: Lasse Svan Hansen (SG Flensburg-Handewitt), Hans Lindberg (HSV Hamburg), Casper U. Mortensen (Sønderjyske) og Anders Eggert (SG Flensburg-Handewitt).
Stregspillere: Rene Toft Hansen (THW Kiel), Henrik Toft Hansen (HSV Hamburg) og Jesper Nøddesbo (FC Barcelona).
Bagspillere: Mikkel Hansen (PSG Paris Handball), Nikolaj Markussen (Skjern Håndbold), Michael Damgaard (Team Tvis Holstebro), Henrik Møllgaard (Skjern Håndbold), Mads Christiansen (Bjerringbro-Silkeborg), Kasper Søndergaard (Skjern Håndbold), Bo Spellerberg (KIF Kolding København), Mads Mensah Larsen (Rhein Neckar Löwen), Morten Olsen (St. Raphael Var), Rasmus Lauge (THW Kiel).