En blomstrende landsby
Hædres for at sætte gang i udviklingen
Beboerne i den lille by Ugelbølle ved Rønde har gode grunde til at være stolte af sig selv.
For et år siden modtog byen en pris fra udviklingsprogrammet Blomstrende Landsby - en såkaldt blomst - for at være en landsby med et godt samvær og netværk. Beboerne blev desuden hædret for at have et godt kendskab til deres landsby.
Efter at have modtaget den ærefulde pris for et år siden har udviklingsprogrammet Blomstrende Landsby fået øjnene op for endnu flere af Ugelbølles kvaliteter. Derfor modtager byen nu endnu en blomst for med glæde og motivation selv at sætte gang i en positiv udvikling.
Ifølge Syddjurs Kommune har Ugelbølle haft en vækst i indbyggertallet på 18 procent siden 2007.
- Ugelbølle har dermed trodset en udvikling, der for ca. 20 år siden, da den sidste butik lukkede, ikke så lys ud. Det er de lokale borgere som selv har taget initiativet og skabt vilkårene for den positive udvikling, både med skabelse af en lokal friskole, etablering af park og torv, facebookgruppe og meget mere, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Prisen fra udviklingsprogrammet Blomstrende Landsby uddeles lørdag den 24. august under Ugelbølles byfest.