En anholdt efter skyderi ved Bazar Vest

Østjyllands Politi har foretaget en enkelt anholdelse, men holder kortene tæt til kroppen

00:54

Bandekonflikten i Aarhus Vest fortsætter, og igen i går var den gal, da der blev affyret flere skud nær en automekaniker ved Bazar Vest på Edwin Rahrs Vej.

Ingen blev ramt, og i første omgang var der heller ingen anholdelser, men nu fortæller Østjyllands Politi, at der er anholdt en enkelt person. 

Læs også Ny optrapning i bandekrig: Skud affyret ved Bazar Vest

- Vi har anholdt en mand, som vores jurister lige nu vurderer, om vi skal have fremstillet i grundlovsforhør, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Vagtchefen vil ikke oplyse, hvad manden er sigtet for, eller hvordan anholdelsen er foretaget. Og det er altså ikke sikkert, at manden overhovedet bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Senere på aftenen i går fandt politiet en udbrændt bil i et område nær Tilst, og der blev iværksat en undersøgelse med hjælp fra blandt andet hundepatruljer. 

Læs også Københavnsk bande slår lejr i Aarhus: Vi overtager byen

Men vagtchefen hos Østjyllands Politi vil ikke hverken be- eller afkræfte, om bilen formodes at have noget at gøre med skyderiet.

- Det er der en igangværende efterforskning, der tager sig af, siger han.

Se video fra Local Eyes øverst i artiklen fra politiets undersøgelser i Tilst. 

Skyderiet betragtes som et led i den verserende bandekonflikt i Aarhus. 

Læs også Minister om bandekrig: - De er jo fuldstændig bindegale

Konflikten er opstået, fordi københavnergrupperingen Loyal to Familia forsøger at få fodfæste i Aarhus. Det forsøger en lokal gruppering i Brabrand med tilknytning til Black Army fra Odense at forhindre.

Det har siden slutningen af maj ført til en række sammenstød.

Foruden en række skudepisoder er to personer desuden blevet kørt ned af en personbil.