En ægte redningshund
Rotweilleren Charn reddede sin ejer
Yvonne Friischmann Hansen har en bedste ven. Men det er ikke bare en bedste ven, men en ven, der måske har reddet hendes liv.
Hendes syv-årige rottweiler Charm kom hende nemlig til undsætning, da hun for to uger siden en almindelig søndag aften var på vej i seng, uvidende om, at hendes oliefyr lækkede.
Det fik Charm til at gø og opføre sig underligt. Charm forsøgte nemlig med sin opførsel at gøre Yvonne Friischmann Hansen opmærksom på fyret.
- Normalt reagerer han ikke på maskiner på den måde. Han løb derind og stod og gøede og hoppede, så blev jeg klar over, at noget var galt. Der fortalte han mig på en måde, at det der, det skulle vi gøre noget ved. Jeg er sikker på, at han har reddet både hans, kattenes og mit liv, siger Yvonne Friischmann Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I værste fald kunne Yvonne Friischmann Hansen have fået en kulilteforgiftning, hvis ikke hun havde slukket for det utætte fyr.
Se mere om redningshunden Charm øverst på siden eller i vores udsendelse kl. 19.30.