Skoleelever har indsamlet 179 briller: - Man bliver glad indeni

Aflagte briller er blevet samlet ind, så de kan gøre gavn i Tanzania

00:49

VIDEO: 5.A på Virupskolen i Hjortshøj har samlet 179 briller ind. De skal gøre gavn i Tanzania.

En 5. klasse på Virupskolen i Hjortshøj har i løbet af en uges tid samlet briller ind.

Ikke fordi de ser dårligt, men fordi en stor del af befolkningen i Tanzania har problemer med øjnene.

Hele 179 briller er det blevet til.

Marie Langberg Kjærgaard er 11 år og går i 5.A på Virupskolen.

- Det er helt vildt, at vores klasse har samlet så mange briller på bare en uge, siger Marie Langberg Kjærgaard, der er 11 år og går i 5.A på Virupskolen til TV2 ØSTJYLLAND.

Glad indeni

Brillerne har klassen indsamlet ved at bruge de sociale medier. Både via skolens intranet og den lokale facebook-side.

Jeg bliver glad indeni, fordi jeg skal hjælpe folk.

Marie Nørgaard Jacobsen, 5.A, Virupskolen

- Det kilder en smule i maven. Jeg kan godt lide det, og jeg bliver glad indeni, fordi jeg skal hjælpe folk, siger Marie Nørgaard Jacobsen, der er 10 år. Hun går også i 5.A på Virupskolen.

Marie Nørgaard Jacobsen er 10 år og går i 5.A på Virupskolen i Hjortshøj. Sammen med sin klasse har hun indsamlet 179 briller til Tanzania.

Det er optiker Thomas Møller fra Louis Nielsen, der skal aflevere brillerne i Tanzania i september.

- Jeg er meget imponeret over børnenes indsats, siger Thomas Møller.

I Tanzania koster et par briller 300 kroner - det svarer til en god månedsløn. I Tanzania vil Thomas Møller foretage synsprøver og uddele briller til børn. Det vurderes, at 12 millioner børn i Tanzania har synsproblemer.

Læs også Webdok: Astrid fødte et englebarn

- Behovet er enormt. I Tanzania er der næsten ingen børn, der får synstest og briller. Derfor bliver deres synsproblemer ikke opdaget eller taget hånd om, og det betyder, at de får svært ved at følge med i skolen og i værste fald, at deres syn forværres, og de bliver blinde, siger Thomas Møller. 

Eleverne på Virupskolen har indsamlet i alt 179 briller.