Emmelie vandt i Malmø

Melodi Grand Prix fik østjysk vinder

Foto: Sander Hesterman

Emmelie de Forest levede op til favoritværdigheden under det internationale Melodi Grand Prix i Malmø.

Med nummeret "Only Teardrops" sang den 20-årige østjyske sangerinde sig direkte ind i europæernes hjerter og sluttede på førstepladsen - langt foran nummer to, Azerbaijan.

Det er den tredje danske sejr i konkurrencens historie.

Emmelie de Forest var på forhånd spået sejren af bookmakerne. Inden konkurrencen gik i gang, var oddsene for en dansk sejr så langt nede som 1,57.

Ikke sikker på sejren

Men sangerinden selv var inden aftenens finale langt fra sikker på sejren.

- Bookmakerne har jo taget fejl før, har hun tidligere udtalt.

Heldigvis for Emmelie de Forest og for Danmark havde bookmakerne dog ret denne gang. Det betyder, at det næste år er Danmarks tur til at afholde det internationale Melodi Grand Prix.

Emmelie de Forests sang, "Only Teardrops", er skrevet af Lise Cabble, Julia Fabrin og Thomas Stengaard.

Den 20-årige sangerinde er født i Randers og opvokset i Mariager i byens nordlige opland.

I morgen, søndag, bliver hun hyldet i Tivoli i København kl. 17.30.