Emmelie-feber
Forbereder sig til Melodi Grand Prix
Byen Mariager nord for Randers er til dagligt en stille og rolig by. Men lørdag er der alt andet end lige præcist det. Stilheden er væk - festen er igang. Grunden til det store postyr er nemlig det danske Melodi Grand Prix-håb - Emmelie de Forest, som er født i randers og opvokset i Mariager.
Champagnen er lagt på køl. Forventningerne er skyhøje. Mariager er på den anden ende før braget i Malmø lørdag aften. Emmelie de Forest har fejet al modstand af banen på sin vej til finalen. Derfor skal der være fest i hendes hjemby - uanset om hun vinder eller ej.
- Vi har været oppe siden klokken seks i morges for at pynte byen. Der er 400 Dannebrog-flag, der pynter byen, så vi er ved at være klar, siger initiativtager til festen, Jørgen Vittrup.
Gratis champagne
Når der sendes live lørdag aften, har det lokale værtshus stillet et telt til rådighed i gårdhaven, hvor hele byen kan komme og se deres store håb synge sig ind i danskernes, men ikke mindst østjydernes hjerter.
- SuperBrugsen her i byen har lovet, at hvis man tager sit eget champagneglas med til festen i aften, så giver de champagne. Og det er uanset om hun vinder eller ej, siger Jørgen Vittrup.
Og mon ikke hele byen sidder med tilbageholdt åndedræt og med dannebrog malet i hele ansigtet, når showet lakker mod enden. Og enden - den bliver go', tror Jørgen Vittrup.
- Jeg tror, hun vinder. Men uanset hvad, så er det eminent, det hun har opnået. Man bliver da glad, når en fra byen får succes. Og så er hun jo med til at sætte Mariager på landkortet, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.