Emmelie er MGP-favorit
Bookmakerne tror på sejr
Emmelie De Forest er favorit til at vinde det europæiske Melodi Grand Prix i Malmø til maj.
I hvert fald skiller den unge randrusianske sangerinde sig ud i toppen hos de bookmakere, der har sat de første odds på den store europæiske sangkonkurrence.
Flere britiske bookmakere har, ligesom nordiske NordicBet, Emmelie De Forest som klar tidlig favorit til at vinde.
- Der skal naturligvis tages visse forbehold, når det blot er halvdelen af landene, der har valgt deres bidrag til årets finale, men Danmark har en fordel af, at både instrumentering og sceneshow skiller sig positivt ud fra de øvrige 19 lande, som allerede nu har valgt deres artist, siger seniorbookmaker ved NordicBet Frederik Søvang til ekstrabladet.dk.
I Melodi Grand Prix-sammenhænge har Danmark gode erfaringer med at optræde i vores broderland. Sverige var senest værter i 2000, da Brødrene Olsen i Globen i Stockholm vandt med 'Fly on the Wings of Love'.
Årets finale i Malmø finder sted lørdag 18. maj.