Emmelie er favorit

Er Melodi Grand Prix-favorit hos bookmakerne

Foto: DR

Kun en uge efter at den unge randrusianer Emmelie de Forest vandt dansk Melodi Grand Prix i Herning, er hun nu hos flere bettingfirmaer favorit til at vinde i Malmø til maj.

Lige nu giver en dansk sejr pengene mellem 8 og 10 gange igen hos Betfair, Betfred, Betvictor og Stanjames.

- Det er noget, jeg først lige har hørt, og det er virkelig dejligt. Jeg tror bookmakerne især er faldet for selve sangen og dens budskab, og fordi jeg er mig selv 100 procent, siger Emmelie de Forest til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se interview med Emmelie

Oddsene skal selvfølgelig tages med et vist forbehold, da kun 10 ud af i alt 39 landes sange og deltagere er offentliggjort til Eurovision Song Contest i Malmø på nuværende tidspunkt, så meget kan nå at ændre sig frem til maj.

Men den randrusianske adelige bagerjomfru har åbenbart gjort et godt førstehåndstryk hos bookmakerne, siden de har gjort hende til favorit, og den adelige grand prix-vinder kan se tilbage på en travl uge.

MGP-vinder har adelige aner

- Jeg har givet interviews morgen, middag og aften, så jeg nød de 12 timers søvn jeg fik i nat. Det næste projekt er at få lavet en plade inden Malmø med mine egne sange, og jeg håber, at den kan nå at blive færdig til maj, siger Emmelie de Forest til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I aften bliver Emmelie de Forest klogere på yderligere to af hendes konkurrenter til maj. Det sker når både Island og Malta afholder deres nationale finale.

Sådan ser bookmakernes top fem ud lige nu.

1. Danmark 10,00 - 8,00

2. Aserbajdsjan 11,00 - 8,00

3. Grækenland 11,00 - 9,00

4. Sverige 13,00 - 10,50

5. Serbien 13,00 - 11,00

Du kan se flere odds her.