Emma var ikke klar til voksenlivet – nu udlever hun sin barndomsdrøm

Emma Endel har skiftet voksenjobbet ud med et liv i cirkus.

24-årige Emma Endel har sagt sit grafikerjob op til fordel for et job som billetsælger i Cirkus Arena.

Fast indtægt, treværelseslejlighed og en hverdag med et 8-16 job.

24-årige Emma Endel fra Horsens var nyuddannet grafisk designer, og hendes fremtid var timet og tilrettelagt. Men den udsigt fik hende til at tænke sig om en ekstra gang.

Læs også Britt Bager politianmeldt i kontroversiel sag om donationer

- Jeg følte, at de næste ti år af mit liv pludselig var planlagt med voksenarbejde, og det blev jeg skræmt af, siger Emma Endel til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor sagde hun impulsivt sit job op og søgte arbejde i cirkus. Det næste halve år turnerer hun nu rundt med Cirkus Arena i 108 forskellige byer i Danmark.

Emma Endel skal de næste fire måneder turnere rundt med Cirkus Arena i hele Danmark. Onsdag aften spiller de i hendes hjemby Horsens. 

- Det lød ret skægt, og det var meget uden for min komfortzone, så nu prøvede jeg. Det er jo nok ikke om fem eller ti år, at jeg kan sætte hele mit liv på pause, siger Emma Endel.

Hos Cirkus Arena sidder hun bag billetlugen og tager imod bestillinger og hjælper til med de praktiske spørgsmål, når cirkusgæsterne ankommer. Det er et job, som hun finder hyggeligt og overkommeligt. 

Fra treværelses til cirkusvogn

Det nye liv i cirkus betyder, at hun nu har skiftet sin store lejlighed i Horsens ud med en lille cirkusvogn, hvor der kun er plads til det mest nødvendige. En køjeseng, en stol, et bord og en håndvask.

- Jeg har altid været draget til det minimalistiske liv, man har jo ikke behov for mere end det her, så det passer mig ganske fint, siger Emma Endel til TV2 ØSTJYLLAND.

Emma Endel bor nu i en lille cirkusvogn på få kvadratmeter. 

Forældre støtter hende

Det kan være en smule angstprovokerende at fortælle sine forældre, at man har sagt sit job op, fordi man hellere vil arbejde i et cirkus.

Derfor var Emma Endel også noget spændt på, hvordan hendes forældre ville reagere, da hun fortalte dem nyheden om sit jobskifte.

- De havde slet ikke set den komme, men de har støttet mig igennem det hele og skal også i cirkus i aften. Så jeg glæder mig til at kunne vise dem, at det her er min hverdag nu og de næste fire måneder, siger Emma Endel.

Læs også Kvinde kørte 129 kilometer i timen inden for byskiltet

Det nye liv er for Emma Endel lidt af et eventyr.

- Jeg er kommet langt ind i hjertet på cirkusset og mærker den ånd og magi, det giver at være i et cirkus, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det er en oplevelse for livet. Når jeg en dag bliver gammel, kan jeg sidde og fortælle historier, om dengang jeg arbejdede i cirkus, siger Emma Endel.