Emma Holten: Det sidste man har brug for, er endnu et slag i ansigtet
Emma Holten kender alt for godt til at blive krænket for at stå frem og fortælle om en krænkelse
Emilie Ramlau-Hansen blev krænket af en 59-årig politibetjent til sin køreprøve.
Og efter at være stået frem med sin historie blev hun det så igen. Af et hav af lumre og nedladende kommentarer, der er kommet på Facebook, efter at sagen kom frem.
Debattør Emilie Holten kender alt for godt opskriften. I 2011 blev der lagt billeder af nøgen Emma Holten på internettet mod hendes vilje.
Læs også
- Jeg har oplevet meget det samme, når jeg er kommet frem med min historie. Der er den første krænkelse, som er enormt ubehagelig. Så kommer der endnu en, fordi rigtig mange i det omkringliggende samfund ikke respekterer en nok til at lytte til det, man siger og udvise medfølelse og empati. Det er voldsomt, siger Emma Holten.
Hun mener, at den yderste konsekvens er, at folk mister lysten til at fortælle om krænkelser og overgreb.
- Så tænker folk, at jeg skal fanme ikke gøres til grin på den måde. Så siger de ingenting. Det betyder, at man går rundt med en oplevelse helt alene, siger Emma Holten.
Læs også
Hun tror, at det bliver svært helt at slippe af med dobbelt-krænkelser som den, Emilie Ramlau-Hansen har været ude for.
- Det vigtige er, at når man hører, at de her ting sker for ens venner eller en, man kender, så stoler man på det, de siger, lytter og udviser respekt. Det sidste, man har brug for, er endnu et slag i ansigtet, for man føler sig virkelig utryg, siger Emma Holten.
Øverst kan du se hele interviewet med Emma Holten om dobbelt krænkelser.