Elvis bygger hus ved Bauhaus

Graceland-museum i Randers er rykket nærmere. Kopien af Elvis Presleys hjem skal sandsynligvis ligge ved siden af nyåbnet Bauhaus.

Planer om at opføre en kopi af Elvis Presleys legendariske hjem Graceland i Randers er kommet et skridt nærmere virkeliggørelse, skriver Randers Amtsavis.

Randers Kommune vil udbyde en grund til salg på vilkår, der er skræddersyet til formålet, og hvis beliggenhed er udpeget af idémanden bag projektet, Henrik Knudsen. Han driver i forvejen Elvis Museum og forretningen Elvis Unlimited i Randers. Grunden ligger i Paderup i den sydlige del af byen og er beliggende lige ved siden af et nyåbnet Bauhaus-byggemarked.

Tilsammen er Henrik Knudsens aktiviteter den største Elvis-business uden for USA, en position der vil blive befæstet yderligere, hvis Graceland-planerne realiseres. De omfatter foruden en kopi af "The King"s sydstatspalæ i Memphis også museum, butik og restaurant.

Hvis alt går glat, kan papirarbejdet være overstået i løbet af efteråret, og falder finansieringen også på plads, kan byggeriet af den nye turistattraktion begynde i april/maj næste år. I så fald vil Graceland Randers kunne tage mod de første gæster i foråret 2010, få måneder efter at Elvis Presley kunne være fyldt 75 år.