Elvin Hansen tilbage som borgmester i Odder
Efter at have været sat uden for borgmesterkontoret i fire år kan socialdemokraten Elvin Hansen nu vende tilbage som førstemand.
Efter at valgresultatet var klar, kunne de to blokke i byrådet konstatere, at Kultur- og Miljølisten, der udelukkende består af kvinder, stod med det afgørende mandat i Odder Kommune.
Kultur- og Miljølisten valgte at bakke op om den røde blok, og dermed bliver Socialdemokraternes Elvin Hansen ny borgmester.
Dermed skal nuværende borgmester Niels-Ulrik Bugge (V) aflevere borgmesterkæden tilbage.
59-årige Elvin Hansen er en yderst erfaren herre i det politiske landskab i Odder. Han har siddet mere end 23 år i byrådet i Odder Kommune - heraf de otte som borgmester.
Ved det seneste valg i 2005 måtte Elvin Hansen forlade borgmesterposten til fordel for Niels-Ulrik Bugge. Men nu er han altså tilbage i chefstolen.