Elskede buschauffører
Ny undersøgelse viser, at buschaufførerne er et hit blandt passagererne
Det er Busselskabet Århus Sporveje, der har stået for undersøgelsen, der skulle vise om aarhusianerne var tilfredse med deres buschauffører, skriver Stiften.dk.
Og konklusionen er klar. 5000 byboere er blevet spurgt om deres tilfredshed med chaufførernes køreegenskaber, evnen til at informere samt graden af venlighed og imødekommenhed.
- Noget tyder på, at vi nu ser frugten af vores forandringsarbejde med at få mere tilfredse chauffører og dermed gladere kunder. Chauffører er vores frontpersonale og vigtige ambassadører,« fortæller HR-chef i Busselskabet Århus sporveje, Bjarne Larsen, til Stiften.dk
Hele 83 procent af de adspurgte buskunder er enten tilfredse eller meget tilfredse med chaufførernes kørsel.
75 procent er tilfredse eller meget tilfredse med informationsniveauet fra chaufførerne.
88 procent er tilfredse eller meget tilfredse med venligheden og imødekommenheden fra chaufførerne.