Ellen fylder 100 år: Jeg gav Karl Stegger et kærligt skub

Ellen Margrethe Rasmussen har i dag 100-års fødselsdag. Hun husker tilbage på et liv med mange oplevelser - blandt andet mødet med Karl Stegger

Foto: Palle Hansen / Mogens Amsnæs - Scanpix

Den 6. april 1917 kom Ellen Margrethe Rasmussen til verden.

Hun blev født i Aarhus. Samme by, som hun også i dag bor i, fordi det er herfra, hun vil på sin sidste rejse.

Ellen Margrethe Rasmussen er vist det, man kan kalde en vaskeægte aarhusianer. Hun er en kvinde der kan fortælle mange historier. Om skoletiden, arbejdslivet og hendes passion for teater. 

  Foto: Erik Christensen

I dag tilføjes der endnu et kapitel til fortællingen: Hendes 100 års-fødselsdag. 

- Det havde jeg ikke selv regnet med. Man kunne da ikke tro, man blev så gammel igen, fortæller Ellen Margrethe Rasmussen. 

Dagbøgerne

Hun er dermed en af de knap 500 personer i Danmark, som ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er lige præcis 100 år. 

Det er dog ikke til at mærke på hende, når hun fortæller, at hun blev født under første verdenskrig. Hun har altid fået at vide, at hun har en god hukommelse, og det hun ikke husker - ja, det skriver hun ned. Gennem årene har hun fyldt mange dagbøger med sine refleksioner over livet og hverdagen.

Hvis man ikke skriver op, hvad man oplever, så forsvinder det jo. Det er jo klart. Man kan ikke huske 20-30-40 år tilbage.

Ellen Margrethe Rasmussen

- Hvis man ikke skriver op, hvad man oplever, så forsvinder det jo. Det er jo klart. Man kan ikke huske 20-30-40 år tilbage. 

Ellen Margrethe Rasmussen er vokset op i Hjortensgade i Aarhus og har siden boet i økvarteret på Lollandsgade og Samsø - ikke langt fra barndomshjemmet. Den længste tur væk har hun været på for 17 år siden, da hun flyttede hen på plejehjemmet Møllestien i Aarhus. Det er også her, at dagens runde fødselsdag skal fejres. 

Barndommen

Dengang hun var barn elskede hun også at fortælle historier. Skrive stile. Med sirlig, smuk håndskrift. 

- Jeg kunne lide det hele. Jeg havde en nydelig håndskrift. Det sagde frøkenen også

Men det blev aldrig den boglige vej, hun gik. Hun var en del af en søskendeflok på fem, og som hendes mor dengang sagde: "Uddannelse er der ikke råd til". Efter sin konfirmation gik hun ud af skolen og begyndte at arbejde hos Otto Mønsteds margarinefabrik i Aarhus.

Læs også 101-årige Gerda nyder friheden på plejehjemmet

Siden hen begyndte hun i forretning og supplerede med timer hos Jydsk Telefon, hvor hun var 'telefonpige'. 

- Når vi sad ved vores telefoner, skulle vi passe på med ikke at lytte. 

To job på samme tid var ingen sag for den dengang unge kvinde. 

- Jeg har aldrig været doven. Aldrig. 

Teatret

Nej, dovenskab er ikke et ord,  Ellen Margrethe Rasmussen vil have klæbende til sig. Hun har en gæv kvinde med en eminent hukommelse og med mange interesser.

En af dem er teater. Hun fortæller, at hun i sin ungdom var en del af Aarhus Amatørteater, hvor hun blandt andet stiftede bekendtskab med den kendte skuespiller Lily Broberg, som boede i samme gade, som hende selv. 

- Vi gik til ballet på et stort institut. Vi har mødt hinanden mange gange. Hun boede i Hjortensgade over for mig.

Her ses Lily Broberg (t.v.) sammen med endnu en af Danmarks folkekære skuespillere, Ove Sprogøe.  Foto: Knud Henrichsen - Scanpix

Også Karl Stegger, som er kendt fra mere end 150 gamle, danske film, lærte Ellen Margrethe Rasmussen at kende på amatørteatret. 

Havde du troet, at Karl Stegger blev så populær, som han gjorde?

- Ja, det kan du tro. Det var min skyld. Det var mig der gav ham et skub. Jeg sagde til ham: "Ved du hvad, Karl? Jeg har oplevet mange ting, men jeg har aldrig oplevet, at du, som er amatørskuespiller, kan blive skuespiller. Men det kan du blive. For du er dygtig. Meget dygtig.

Karl Stegger er ligesom Ellen Margrethe Rasmussen født i Aarhus. Han døde i 1980.  Foto: Mogens Amsnæs - Scanpix

Ifølge Ellen Margrethe Rasmussen tog Karl Stegger hen til Aarhus Teater og fik sine første roller der.

- Du skal lige have rettet dit sprog, sagde direktøren til ham. Det er lidt for aarhusiansk. Og han blev en dygtig skuespiller. 

I dag mødes Ellen Margrethe Rasmussen nogle gange stadig med Karl Steggers datter Rita.

Livet og døden

Detaljerne om sit 100 år lange liv står stadig klare for den aldrende dame. I dette liv blev det kun hende selv, der kunne læse om det i sine dagbøger - men måske i det næste liv kan andre også.

- Hvis jeg måske kommer igen, ønsker jeg at blive rigtig forfatter, fortæller hun.

Ellen Margrethe Rasmussen har aldrig været gift, men har haft flere mænd gennem tiden. Men ægteskab - nej tak.

- Jeg gad ikke at blive bundet. Det bliver man, når man bliver gift.

Nu nyder hun sine sidste somre og at fortælle om livet. Døden har hun også styr på. Hun ved, hvilke blomster der skal på hendes grav. 

- Jeg er ikke bange for at dø. Så ved jeg, at jeg kommer et godt sted hen. 

I videoen nedenfor kan du se en længere tv-fortælling, hvor Ellen Margrethe Rasmussen fortæller om sit liv. Videoen er filmet af Palle Hansen:

12:08 Luk video