Elitesportsfolk internetvenner med nazist
Dennis Høegh fra AGF og Anders Dahl fra Århus GF blev venner med nazist på Facebook. En fejl, lyder det fra begge.
- Vis mig hvem dine venner er, så skal jeg fortælle dig, hvem du er.
Sådan cirka lyder et gammelt mundheld fra hin tider, da internettet og Facebook ikke fandtes. I dag kan man som registreret bruger på Facebook opleve, at folk, man slet ikke kender, spørger, om man vil være deres internetven.
Det oplevede angrebstalentet Dennis Høegh fra AGF, da den kendte Århus-nazist Daniel Carlsen, bad ham om at være venner på Facebook. Da Høegh blev gjort opmærksom på forholdet af en journalist fra JP Århus, sagde han, at han straks ville gå på hjemmesiden for at afmelde Daniel Carlsen.
Ligeledes har Anders Dahl også været internetvenner med Daniel Carlsen. Dahl har spillet håndbold med Carlsen for år tilbage, men de to har ikke haft kontakt siden. Og også Dahl oplyser gennem direktøren i Århus GF til JP Århus, at han ikke længere er Facebook-venner med Carlsen.