Elevråd melder sig ud af DGS
Elevforeningens politik er ukonstruktiv, lyder det
Elevrådet på Paderup Gymnasium valgte i den forgangne uge at melde sig ud af Danske Gymnasieelevers Elevforening - DGS. Det sker som et opgør med DGS' politik, som langt fra er repræsentativ for flertallet af eleverne på Paderup Gymnasium.
- Elevrådet tror simpelthen ikke på, at man kan ændre en forening som DGS, der i så høj grad er forankret i den yderste venstrefløj, og da et bredt flertal af eleverne på Paderup Gymnasium ikke deler disse holdninger, er det mest naturlige at melde sig ud, udtaler Kristian Lausten Madsen, elevrådsformand på Paderup Gymnasium, i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Utaknemmelig og virkelighedsfjern krævementalitet
Elevrådsrepræsentanternes kritikpunkter går bl.a. på at DGS kræver højere SU, og allerede fra de studerende fylder 15 år, dette på trods af at uddannelsen er gratis, og at danske studerende er de eneste i verden, der får SU. Ligeledes kæmper DGS for absolut ingen brugerbetaling, hvilket indebærer krav om gratis computer, gratis studieture og ikke mindst gratis skolemad.
- DGS' politik bærer præg af en virkelighedsfjern krævementalitet, som er direkte ukonstruktiv. Vi bør i stedet stille ansvarlige krav og udvise taknemlighed for de mange goder, danske studerende allerede har, siger Kristian Lausten Madsen.