Elever: Vi har for mange timer
Flest timer, men koncentrationen holder ikke
Horsens Kommune holder ikke igen, når det gælder tildelingen af undervisningstimer i Østjylland.
Faktisk har en elev i Horsens Kommune det højeste antal timer blandt kommunerne i Østjylland. Men det afspejler sig ikke i karakterne, og eleverne selv oplever, at de ikke kan holde koncentrationen i dagens sidste undervisningstimer.
- De syv timer vi har her om torsdag og også om mandagen, det er lige lovlig lang tid, fordi man begynder at sløre i hjernen, og man kan ikke fokusere de sidste timer, siger Frida Birk Bak, 8. B, på Østbirk Skole i Horsens Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det højeste antal timer
8. B på Østbirk skole har i år 32 timer, og ifølge flere af de elever, som TV 2 | ØSTJYLLAND talte med, er det for mange timer i forhold til, hvorlænge de kan koncentere sig.
I gennemsnit har en elev i Horsens Kommune 8.077 obligatoriske undervisningstimer fra 1. til 9. klasse. Østjyllands højeste tal. Det laveste antal timer er i Skanderborg, hvor en elev i gennemsnit modtager 7.294 obligatoriske undervisningstimer.
Men alligevel slår dette faktum ikke igennem på karaktersnittet. I Horsens Kommune er gennemsnitskarakteren på 6,5, mens den i Skanderborg er på 6,9.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden. I boksen ovenfor til højre kan du se de øvrige timefordelinger og karaktergennemsnit i Østjylland.