Elever skal lave reklamefilm

Skoleklasser fra Østjylland og resten af Danmark dyster om at lave en oplysningskampagne om brug af solarium

03:30

1 af 2

Igen i år dyster folkeskoleelever i hele Østjylland om at lave den bedste oplysningskampagne omkring farerne ved at bruge solarium.

Det sker som en del af den landsdækkende kampagne 'Sluk solariet', som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.

Sidste år vandt tre piger fra Bakkeskolen i Hørning, og nu er nye skoler så klar til at forsøge at gøre kunsten efter.

Se også: Tre piger vinder reklamefilm

En af dem er Strandskolen i Risskov, hvor eleverne i dag blev introduceret til, hvordan man kan lave video med mobiltelefonen.

I samarbejde med firmaet Lommefilm skal eleverne lære at skrive manuskript, filme og klippe en historie omkring, hvor farlige solariernes stråler kan være.

Udover at sprede budskabet om faren for hudkræft, er der ifølge lærer Mette Bjerre fra Strandskolen masser af god læring i projektet:

- Det er en unik mulighed for både at arbejde med elevernes personlige dannelse og deres viden om samfundet, siger hun.

- Og så kan de lære om, hvordan man også kan bruge sin mobiltelefon på en anden måde, end de måske gør til hverdag.

Elevernes film er oppe imod film fra hele Danmark. Vinderen af skolekonkurrencen, som hedder 'Uegnet for børn', vinder ikke kun æren.

Den bedste film skal nemlig til sidst produceres med rigtige skuespillere og af professionelle reklamefolk.

I videoen øverst i artiklen kan du høre mere om, hvad lærer Mette Bjerre mener, at eleverne får ud af projektet.