Elever samler skrald og penge ind til regnskoven

Elever fra Randers konkurrerer i at samle mest affald. Senere på ugen skal de samle penge ind til regnskoven.

01:27

VIDEO: Skolegården på Romalt Friskole blev mandag fyldt med skraldeposer.

En halv scooter, en håndfuld smykker og en masse poser skrald blev mandag samlet ind omkring Romalt Friskole i Randers. Her har eleverne temauge om bæredygtighed.

- Ved et elevrådsmøde havde nogen brokket sig over, at der var meget skrald rundt omkring. Vi har udviklet ideen, og det er blevet til denne her skraldedag, fortæller elevrådsformand, Signe Vestenbæk Poulsen fra 8. klasse.

Læs også Jørgen lægger makeup på sin demente kone: - Jeg bliver ved, så længe jeg kan

Ud over skraldekonkurrencen er der også fokus på miljøet, når eleverne torsdag afholder skolefest.

- De penge, vi samler ind på aftenen, går til, at vi skal købe et stykke regnskov i samarbejde med Randers Regnskov, fortæller naturfagslærer Louise Damgaard.

Blandt dagens skrald fandt elever fra 7. klasse en halv scooter. 

Elevernes eget initiativ

Idéen til skraldedagen er opstået blandt eleverne uden indflydelse fra lærerne.

- Da de kastede den bold op, var det bare om at gribe den. Det giver håb for fremtiden, at de unge vil beskæftige sig med emnet, fortæller Louise Damgaard.

Det er vigtigt, at vi passer på vores miljø. Vi lever i det, og det skal de næste generationer også.

Jonas Brønnum Andersen, elev

Selvom der var flere præmier på spil i dagens konkurrence, var eleverne stadig fokuseret på det egentlige formål.

- Det er vigtigt, at vi passer på vores miljø. Vi lever i det, og det skal de næste generationer også, fortæller Jonas Brønnum Andersen, 8. klasse.

Hele skolen var mandag rundt i området for at samle skrald. 

Inspiration til andre

Elevrådsformanden håber også, at skolens initiativ kan inspirere andre til at samle ind.

Læs også Flæskesteg og frikadeller i massevis: Dansk takeaway vinder frem

- Hvis der er nogen, der gør det, kan det være det inspirerer andre til at gøre det, fortæller Signe Vestenbæk Poulsen.

Udover affaldsindsamlingen dystede de forskellige klasser i at skabe den flotteste skulptur ud af skrald. Den store vinder blev 6. klasse, der vandt en tur i klatrepark.

Mandag blev den flotteste skraldeskulptur også kåret.