Elever: Nudler og bæredygtige huse skal redde kloden

På Frijsenborg Efterskole har eleverne den seneste uge arbejdet med bæredygtige løsninger på klodens fremtid. Det kom der nogle atypiske forslag ud af

01:31

VIDEO: Elever på Frijsenborg Efterskole har udviklet et bæredygtigt hus af træ.

- Bæredygtige nudler, bæredygtige nudler, bæredygtige nudler!

Kampråbet gjalder ud i hallen på Frijsenborg Efterskole. Her har eleverne i 9. klasse hele ugen arbejdet med deres egne, bæredygtige idéer - blandt andet de miljørigtige nudler, et bæredygtigt hus af træ og en selvforsynende kuppel, hvor man kan bygge huse i.

En af grupperne lavede bæredygtige nudler med lokale økologiske råvarer.

- Jeg synes helt ærligt, det har været en mega fed uge. Vi har lært mega meget og fået sat et stort fokus på bæredygtighed på hele skolen, siger en af eleverne, Kathrine Kjær, til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg synes helt ærligt, det har været en mega fed uge.

Kathrine Kjær, elev, Frijsenborg Efterskole

Sammen med Rebecca og Asger har hun udviklet et bæredygtigt hus af træ. Idéen er, at spildevandet skal opsamles og genbruges. I dag skulle idéen præsenteres på en messe på skolen.

01:01

VIDEO: Kathrine og Rebecca forklarer, hvorfor det lige var et hus, de valgte at lave.

Luk video

- Det er rigtigt smart, for så bruger vi ikke alt grundvandet. Mængden af grundvand skrumper dobbelt så hurtigt, som det gjorde i 1960, og det vil vi gerne gøre noget ved, siger Kathrine Kjær.

Eleverne skulle lave deres egne prototyper og modeller ud fra deres idéer. Idéerne skulle så præsenteres på dagens messe, hvor der til sidst blev kåret en vinder blandt de cirka 20 forslag.

Det er ikke kun ældre mænd, der kan gøre en forskel - vi unge kan også gøre noget.

Rebecca Rosenborg, elev, Frijsenborg Efterskole

Til sidst løb gruppen med det bæredygtige hus faktisk med sejren. Og ugens tema har i dén grad givet appetit på mere.

- Alle kan gøre en forskel. Det er ikke kun ældre mænd, der kan gøre en forskel - vi unge kan også gøre noget, siger Rebecca Rosenborg til TV2 ØSTJYLLAND.

Rebecca, Kathrine og Asger ved deres bæredygtige hus.

Det er da også netop for at inspirere de unge til at gøre en forskel, at skolen er gået ind i klimakampen.

- Vores elever skal lære at tænke nyt, anderledes, innovativt og kreativt. Vi har brug for et bedre miljø og en bedre verden at være menneske i, siger lærer, Kasper Resen, til TV2 ØSTJYLLAND.

00:22

VIDEO: Kasper Resen uddyber, hvad eleverne skal få ud af klimaugen.

Luk video

Om det så er bæredygtige nudler, selvforsynende kuppel eller det bæredygtige hus, der skal redde kloden, vil tiden vise. I hvert fald fik dagens dommere, der blandt andet var en forsker og en ingeniør, et par nye idéer med sig hjem fra efterskolen.

Den selvforsynende kuppel var blandt andet forsynet med solceller - og så var den udviklet, så afføring kan bruges som kompost og gødning.