Elever kæmper om DM-titler i skolefag: - Vi skal bringe de stolte nørder tilbage
400 skoleelever kæmper torsdag om at blive landets bedste indenfor fag som dansk, biologi og matematik
Torsdag bliver Dokk1 i Aarhus fyldt med 400 dygtige skoleelever.
De skal nemlig dyste om landsmesterskabet 'DM i Fagene' i fag som dansk, matematik, engelsk, historie, biologi og en tværfaglig holdkonkurrence.
- Formålet er at hylde de faglig stolte nørder, og at eleverne kan se, hvordan et fag kan få relevans i virkeligheden, siger Tina Ravnsmed Hamborg, der er projektleder, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Camille Trandrup Kristensen fra Sønderborg er en af de mange unge, der dyster i år i holdopgaven.
- Jeg synes, det er et fedt initiativ at gribe skoleopgaver, der ellers ville være kedelige, an på en lidt anden måde, siger hun.
- Vi skal bringe de stolte nørder tilbage
Eleverne bliver stillet varierede og virkelighedsnære caseopgaver, som er skabt i samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Elever, der deltager i engelsk, skal eksempelvis lave en sprogcamp for en virksomhed, der tilbyder sprogrejser for unge. Her skal de både tage stilling til lokation, indhold, målgruppe og marketing.
- Udover de fede oplevelser og en præmie, så er det vigtigste, eleverne får ud af det, at de får blod på tanden. Og at de får motivation til at gøre sig endnu dygtigere i skolen, siger Sarah Gruszow Bærentzen, der er formand for Danske Skoleelever, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har et særligt budskab med arrangementet.
- Det skal være sejt at være dygtig i skolen igen, og man skal være stolt af det. Vi skal bringe de stolte nørder tilbage, siger hun og uddyber:
- Jeg synes, der er en generel tendens til, at de krøllede hjerner og dem, der tænker kreativt, er der ikke altid plads til. Dem er vi for dårlige til at anerkende lige nu, siger hun.
Startet på en folkeskole - nu rykket til Dokk1
10.000 elever begyndte i de regionale mesterskaber, og nu er 400 af de bedste så gået videre til landsmesterskaberne i Aarhus, hvor det hele i dag afgøres.
- Vi ser flere og flere deltagere for hvert tredje år, vi har haft arrangementet. Vi har udvidet programmet og fået flere fag. Vi startede ud med at være på en almindelig skole, og nu har vi lejet Dokk1, siger hun og tilføjer:
- Det er flot, man kan engagere 10.000 skoleelever. Og så er det et bevis på, at eleverne er glade for at være i skole. Det skal vi anderkende, siger Sarah Gruszow Bærentzen, formand for Danske Skoleelever.