Elever forvandler utryg tunnel med kunst

En tunnel i Trige er i disse dage ved at blive lavet om til et vaskeægte kunstværk af nogle af byens folkeskoleelever. Det skal blandt andet gøre tunnelen mere tryg at færdes i.

00:57

VIDEO: Se indslaget om tunnelen her.

En mørk tunnel, som ingen tør at gå igennem.

Sådan var virkeligheden med tunnelen under Randersvej i Trige. Det var flere af byens borgere trætte af. Nu har elever fra Bakkegårdsskolen taget sagen i egen hånd.

Læs også Familie laver sin egen festival med kendte bands

Sammen med kunstner Eske Touborg er en gruppe sjette til niendeklasses elever nemlig i fuld gang med at forvandle tunnelen fra en mørk, skummel sti under vejen, til en kunstnerisk oplevelse for borgerne i Trige.

Før ville man bare ud, men nu har man faktisk lyst til at være her.

Teodora Strutinschi, 8.b, Bakkegårdsskolen

- Tunnelen var ikke særlig behagelig før. Lyset var dystert, og man havde hørt mange uhyggelige historier og myter. Man ville bare ud, siger Siham Ali fra 9.x på Bakkegårdsskolen i Trige.

Læs også Østjysk musiker går viralt med pianospil på banegård: Se videoen her

Men tunnelen var i følge eleverne ikke kun uhyggelig. 

- Før var det kedeligt, nu ser man alt det smukke, siger Teodora Strutinschi, der går i 8.b.

Multikulturelle Trige

Nu er tunnelens vægge fyldt med farver og forskellige motiver, der blandt andet udspringer fra religionshistorie og byens historie. Derudover pynter 32 nationalflag også betonmurene.

- Trige er meget multikulturel, og derfor tænkte vi, at det kunne være en god idé at lave et flag for hver af de nationaliteter, der er repræsenteret i byen, siger Siham Ali.

I tunnelen er der fyldt med forskellige nationalflag. 32 forskellige, for at være helt præcist. De repræsenterer de forskellige nationaliteter, der er i Trige.

Det er blandt andet de flag, som eleverne har været med til at male med kyndig hjælp fra Eske Touborg.

Nødvendig med renovering

Ifølge formanden for fællesrådet i Trige og Ølsted, Steen Edeling, har det været nødvendig med en renovering af tunnelen.

- Tunnelen under Randersvej i Trige har altid været et mørkt sted, og det var vores indtryk, at ingen rigtigt har villet bruge den. Derfor er vi gået sammen med skole, kirke, fællesråd og mange borgere, der alle har været med til at kigge på, hvad vi har kunne gøre ved problemet.

Læs også Rådmand vil have farten sat ned i disse 13 områder

Projektet er finansieret af forskellige fonde, Aarhus Kommune, nogle af byens foreninger, men også borgerne, der har kunne donere penge via mobilepay til projektet.

Ændre borgernes syn på tunnelen

Selvom en god omgang maling ikke ændrer på, at tunnelen stadig vil være en tunnel, mener Steen Edeling alligevel, at det kan være med til at ændre borgernes syn på stien under Randersvej.

- Vi tror, at det rent faktisk giver en oplevelse at gå igennem den nu. Den er indbydende, og man kan se på udsmykningen. Vi italesætter problemet, og så tror jeg på, at det bliver in at bruge tunnelen, siger han.

Disse piger er nogle af dem, der har været med til at male tunnelen, så den ikke længere er uhyggelig og mørk.

Siham Ali mener i hvert fald, at hun vil begynde at bruge tunnelen mere efter, der er kommet maling på væggene.

- Før ville man bare ud, men nu har man faktisk lyst til at være her, siger hun.

Læs også Derfor forulykkede flyet med Pinks tour-hold

Udover at projektet skal give borgerne mere lyst til at bruge tunnelen, håber Steen Edeling også, at det kan give eleverne noget ejerskab over projektet, fordi de selv er med til at male det. 

Ifølge Teodora Strutinschi er den del af projektet allerede lykkedes. 

- Når man går forbi her, kan man sige til sine venner eller til sine forældre, at det har jeg været med til at lave. Det har været fedt at være med, siger hun. 

Projektet har tidligere på året vundet Fonden for Entreprenørskabs pris for 'Bedste formidling'.