Elever flygter fra truede skoler

En række forældre har meldt deres børn ud af de to truede skoler i Randers.

Eleverne flygter fra de lukningstruede skoler i Randers. Allerede inden byrådsmødet i mandags havde en halv snes forældrepar taget sagen i egen hånd og flyttet deres barn til en anden skole. Og i går fulgte flere efter.

Hvis den tendens fortsætter, kan de to skoler mere eller mindre gå i opløsning. Men før det sker, vil der blive grebet ind.

Randers Kommune har frit skolevalg, og derfor kan den i dag ikke forhindre, at elever skifter skole. Men med et administrativt krumspring vil kommunen måske sætte loft for antallet af elever på andre skoler og dermed reelt forhindre, at nye kommer til.

Indtil videre satser Randers Kommune dog på at oplyse forældrene. Borgmester Michael Aastrup Jensen (V) vil indrette en del af kommunens hjemmeside til spørgsmål og svar i skoledebatten.

- Jeg går ikke ind for at begrænse det frie skolevalg, for det er noget af det bedste, vi har, siger han til Randers Amtsavis.