Elever donerer 63.000 kroner til SOS Børnebyerne
Eleverne på Aarhus Katedralskole giver overskuddet fra skolens julebazar til velgørende formål
I mere end 80 år har eleverne på Aarhus Katedralskole hvert år holdt julebazar for at samle penge ind til velgørende formål.
2016 var ingen undtagelse, og her blev der samlet 63.000 kroner.
- Jeg synes, det passer rigtig godt ind i juleånden, at vi som skole står sammen om at samle penge ind til SOS Børnebyerne - det giver os et fælles mål på tværs af klasser og årgange. Og så gør det jo ikke noget, hvis man lige kommer til at købe en vaffel for meget, pengene går jo til et godt formål, siger Ida Neergaard Andersen, fra 3.h. i en pressemeddelelse.
Pengene går til skolens ti faste SOS Børn og til en teknisk skole i Ginkongoro-området i Rwanda.
Læs også
Pengene bliver brugt til at støtte eleverne og deres familier, så de kan betale for undervisning og skolematerialer.
- Vi er glade og stolte over, at vi som skole har denne fantastiske tradition, som gør, at vi hvert år kan donere penge til velgørende formål, og ikke mindst høre, at det nytter noget, der hvor pengene lander. Men det mest imponerende er næsten, at eleverne selv står for det meste, og det har de gjort i nu mere end 80 år, siger rektor Lone Eibye Mikkelsen fra Aarhus Katedralskole.