Elever aktiverer deres yngre skolekammerater: Nu belønnes de for indsatsen
Hver dag hjælper skoleelever med at aktivere og lege med deres yngre skolekammerater - helt frivilligt og ulønnet. Og nu belønnes de for deres indsats
280 skoleelever bliver onsdag hyldet og belønnet for at yde en helt særlig indsats på deres folkeskoler.
Det er nemlig skolernes lidt større elever, der hver dag året rundt hjælper med at aktivere og tage hånd om de mindre elever - helt frivilligt og ulønnet.
Læs også
De sørger blandt andet for, at alle har nogen at lege med i frikvartererne, at alle bliver aktiveret og at bringe de mindste elever aktivt og sikkert til skole på gåben.
Og de skal have tak for indsatsen, lyder det fra Dansk Skoleidræt og Trygfonden, der i samarbejde med Idrætshøjskolen i Aarhus i dag, onsdag, har arrangeret en belønningsdag for de frivillige unge mennesker.
- De er rigtig gode til at tage fat om dem, som måske ikke har det så nemt på skolerne. De samler dem op, som ikke selv kan stå for aktiviteter og måske mobbeofre, som har det svært i frikvartererne. Det er klart, at de nu skal belønnes med sjov og leg, fordi de også gør et stort stykke arbejde på deres skoler, siger Kathrine Lysdahl, der er elev på Idrætshøjskolen Aarhus.
Hun og de andre elever fra højskolen afholder i dag belønningsdag for skoleeleverne. Her er der en eventgruppe, der arrangerer en idrætsdag for dem med masser af aktiviteter, der byder på leg, sjov og latter.
Børn hjælper børn
Initiativerne, som de frivillige skoleelever er en del af, hører under det fælles projektprogram "Sunde Børn Bevæger Skolen", som Dansk Skoleidræt og Trygfonden står for. Projektet skal inspirere skolerne til en mere aktiv skoledag, fordi det giver bedre sundhed, trivsel og læring.
Derfor afholder de belønningsdage ti steder rundt omkring i hele landet, og i dag er 280 elever fra 16 skoler inviteret til Aarhus.
En af dem, der er med til at yde en ekstraordinær indsats på sin egen folkeskole, er 5. klasses-elev Julie Amby Pedersen fra Søndermarksskolen i Vorup ved Randers.
- Vi er her i dag, fordi jeg er med i legepatruljen. Så det er en belønningsdag, fordi vi har gjort et godt stykke arbejde. Vi har leget med de mindre børn i hvert frikvarter, og så får vi en dag, hvor vi har fri fra skole, siger hun.
Alle skolerne bliver blandet på kryds og tværs - og det har indtil videre været en succes for Julie Amby Pedersen.
- Jeg synes, det er meget sjovt. Der er en masse sjove lege, og det er sjovt at lære nogle nye at kende, siger hun og tilføjer, at hun samtidig har fået nye venner.
Også 6. klasses-eleven, Louis Pavia Zuhol, fra Samsøgades Skole i Aarhus, er blandt de frivillige.
- Vores lærer spurgte, hvem der havde lyst til at være med i legepatruljen, hvor man hjælper mindre børn med at komme i gang med at lege. Og så meldte jeg mig som en af de eneste drenge, siger han.
For ham har dagen også været en succes, hvor der både er blevet danset og spillet forskellige spil.
Vigtigt med bevægelse
Netop motion og bevægelse i folkeskolerne er vigtigt for både børnenes læring, trivsel og sundhed. Og det vil eleverne fra Idrætshøjskolen Aarhus gerne være med til at støtte op om.
- Der er brug for motion og bevægelse i dagligdagen. Dét med, at man kommer ud og får noget glæde ind i hverdagen, det kan motion bare gøre. Også at man skaber et fællesskab omkring motionen, siger Kathrine Lysdahl, der er elev på højskolen.
Læs også
Og det er der bred enighed om.
- Det er vigtigt. Det hjælper på deres indlæring, at man er aktiv, og at man ikke bare sidder indenfor i skolen. Og dét, at vi giver dem den her dag, kan give dem utrolig meget glæde for dem, siger Morten Kristensen, der er elev på Idrætshøjskolen Aarhus.
'SUNDE BØRN BEVÆGER SKOLEN'
- 'Sunde Børn Bevæger Skolen' er et projektprogram, der skal hjælpe skolerne med at integrere den daglige bevægelse i elevernes skoledag, så flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.
- Projektet består af seks forskellige indsatser, der tilsammen giver konkret inspiration til bevægelse for alle elever gennem hele skoledagen.
- Indsatserne er:
- Gåbus
- Aktive pauser med Legepatruljen, GameBoosters og Kickstarter.
- Skolesport
- Styr på Sundheden
- Skolernes Motionsdag
- Sæt Skolen i Bevægelse
Kilde: Dansk Skoleidræt