Elendig sæson for udlejere

Hvert tiende sommerhus har stået tomt i år

Den regnfulde sommer har været hård ved de østjyske sommerhusudlejere. Det fortæller DR Østjylland.

Hvor der normalt i højsæsonen plejer at være fuld belægning på sommerhusene, så har op mod hvert tiende hus i år stået tomt, fortæller Kaj Frederiksen, der er administrerende direktør i sommerhusudlejningsfirmaet Sol & Strand, som blandt andet råder over 300 sommerhuse ved Ebeltoft.

- Højsæsonen har været meget atypisk i forhold til det, vi normalt ser. Nu har jeg arbejdet inden for branchen i over 30 år, og jeg har aldrig oplevet, at der har været så meget ledig kapacitet i højsæsonen, siger Kaj Frederiksen.

Og sommerhusdirektøren er ikke i tvivl om, hvem der skal have skylden. For både sidste års dårlige vejr og den regnfulde sommer i 2012 har utvivlsomt fået flere til at vælge sommerhuset fra, mener han.

- Det er jo derfor, vi har set afgangshallerne rundt omkring være stopfyldt på de tidspunkt, hvor danskere og tyskere normalt holder ferie. Og der var det altså ikke i Danmark, at det var mest interessant at holde ferie. Det er gået til destinationer, hvor der var større sikkerhed for at få sol på næsen.