Elbæk direktør for homo-OL

Uffe Elbæk forlader århusiansk politik til fordel for en stilling som direktør for OL for homoseksuelle.

Foto: Poul Rasmussen

Det århusianske byrådsmedlem og tidligere rektor for Kaospiloterne, Uffe Elbæk (R), tiltræder den 8. januar en stilling som direktør for World Outgames 2009 i København.

I en pressemeddelelse betegner Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune stævnet som et af de største idræts- og kulturarrangementer i Danmark i nyere tid.

World Outgames regnes for verdens største sports- og kulturbegivenhed for homoseksuelle. Da legene tidligere i år blev holdt i Montreal i Canada, samlede de næsten 12.000 deltagere fra mere end 120 nationer.

Uffe Elbæk får i København ansvaret for at opbygge en international projektorganisation, som fra starten omfatter fem ansatte, men som på sigt ventes at få 30-40 medarbejdere, deriblandt et stort antal frivillige.

Ud over de mange idrætsarrangementer kommer World Outgames også til at omfatte et stort kulturprogram og en konference om menneskerettigheder. Uffe Elbæk fortsætter som bestyrelsesformand for Kaospiloterne, en alternativ uddannelse for iværksættere og projektledere, der i høj grad har været forbundet med hans person og engagement.

Uffe Elbæk er medlem af Århus Byråd for De Radikale, men indstiller sit kommunalpolitiske virke ved årsskiftet.