Elbæk bliver løsgænger
Tidligere aarhusiansk byrådspolitiker forlader R
Tidligere kulturminister og byrådspolitiker i Aarhus Uffe Elbæk træder ud af Det Radikale Venstre og bliver løsgænger i Folketinget.
Uffe Elbæk vil dog fortsat støtte op om den siddende regering, oplyser han til Ritzau.
- Det har på alle måder været meningsfuldt at være en del af Det Radikale Venstre gennem de sidste 15 år.
- Men der er et men. Som har mere med mig at gøre, end med De Radikale. Jeg må efter alle disse år i partiet se i øjnene, at min ambition i endnu højere grad er at arbejde for en mere gennemsigtig, mangfoldig og entreprenant politisk kultur.
- Jeg har brug for at kunne kalde en skovl for en skovl, uden at det bliver et loyalitetsproblem, siger Elbæk.
Uffe Elbæk vil derfor bruge sin nye status som løsgænger til at kunne tale og handle friere og samtidig gøre op med den nuværende vækstdagsorden.
Uffe Elbæk har været folketingsmedlem for De Radikale siden folketingsvalget i 2011, og han var kulturminister fra oktober 2011 til december 2012.
Tidligere har han også været valgt ind i Aarhus Byråd for De Radikale. Han har desuden været rektor for uddannelsen Kaospiloterne i Aarhus.