El-scooter i brand
Måtte hoppe af og hente vand
23. sep 2014, kl. 10:30
Mere end 30 dage gammel
Føreren af en el-scooter kom ikke til sin destination som ønsket, da han tirsdag morgen kørte ned ad Valdemarsgade i Horsens.
Under turen kunne føreren pludselig lugte noget brændt, og da han kiggede ned af scooteren, var der gået ild i den.
Det viste sig at være batterierne, der brændte.
- Han holder ind til siden, og selvom han slukker scooteren og fjerner sikringerne, så brænder den lystigt videre, fortæller holdleder ved Horsens Brand og Redning Lars Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det lykkedes manden at skaffe en spand vand ved en beboer i området og få slukket ilden. Ifølge Brand og Redning er el-scooteren totalskadet.