EL: Fint at besætte tom bygning

Byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus, Peter Bonfils, bifalder flygtningeaktivisters besættelse af VIA University Colleges bygning

Fra søndag morgen besatte en gruppe aktivister det tidligere pædagogseminarium på Skejbyvej i Aarhus. Selvom en sådan handling er ulovlig, støtter et byrådsmedlem fra Enhedslisten deres aktion.

- Det foregik stille og roligt, og så synes jeg faktisk, at det er ganske fint. Det er glimrende, at de sætter spørgsmålet om hjælp til flygtninge på dagsorden, siger Peter Bonfils (EL) til tv2oj.dk.

Opdateret: Aktivister forlader bygning uden dramatik

Han medgiver, at besættelsen selvfølgelig er ulovlig, men det ændrer ikke på hans synspunkt.

- De tager jo også konsekvensen af besættelsen bagefter, lyder det fra Peter Bonfils.

Skal til at rubbe neglene

Byrådsmedlemmet fra Enhedslisten synes, at Aarhus Kommune skal i gang med at finde et passende sted til et asylcenter - ligesom aktivisterne ønsker.

- Vi skal skynde os, men samtidig finde et passende sted. I det lange løb vil det også være en god mulighed for kommunen, forklarer Peter Bonfils.

Rådmand: Ikke kommunens opgave at købe asylcenter

Med det mener han, at et asylcenter vil spare Aarhus Kommune for udgifter på sigt.

- Det er kendt, at der går meget information om flygtninge tabt, når de flyttes fra et asylcenter og ud i en kommune. Hvis man har et center, vil det tab kunne begrænses, siger byrådsmedlemmet.

Helt ude i hampen

En af Peter Bonfils byrådskollegaer er langt fra enig i hans betragtninger. Jette Skive fra Dansk Folkeparti tager skarpt afstand fra dagens aktion.

- Sådan noget gør man ikke i et civiliseret samfund. Det er utidigt, ulovligt og bare ikke i orden. Jeg synes, at det er helt ude i hampen og intet kan retfærdiggøre en besættelse af en bygning, mener Jette Skive.

19 sigtelser blev resultatet af besættelse

Hun er dog samtidig ikke overrasket over sin kollegas holdning.

- Det under mig ikke, at Peter Bonfils mener sådan, for det er sikkert nogle af hans medlemmer, der var med til det, siger hun.

Aktivisterne forlod frivilligt bygningen igen ved 11-tiden. Østjyllands Politi valgte efterfølgende at sigte 18 for ulovlig indtrængen, og en af dem blev derudover sigtet for hærværk på grund af en smadret rude.