Ekstremt sjældne skildpadder stjålet fra Randers Regnskov: Nu er de fundet

Tre ekstremt sjældne skildpadder har været forsvundet i næsten to måneder. Men nu er de fundet og er tilbage i Randers Regnskov

00:20

VIDEO: Den 4. november blev tre ekstremt sjældne skildpadder stjålet. Nu er de tilbage i Randers Regnskov. Her fortæller dyrepasser Kristian Sørensen om det lille julemirakel. Video: Randers Regnskov

Randers Regnskov kalder det selv et julemirakel. Juledag fik det nemlig et tip om, at tre ekstremt sjældne skildpadder var blevet fundet efter et tyveri.

De blev afleveret til dyrepasser Kristian Sørensen 2. juledag, og nu er de tilbage i Randers Regnskov.

Læs også Uhyre sjældne dyr stjålet fra Randers Regnskov ved højlys dag: - Det er forfærdeligt

- Jeg er meget glad. Det er et lille julemirakel, og det var en rigtigt god dag på kontoret. Det har været en følelsesmæssig rutsjebane, men vi er meget lettede over, at de er tilbage, siger Kristian Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi har fået flere hundrede henvendelser, så vi turde ikke rigtigt tage hænderne i vejret, før vi var sikre på, at den var god nok.

Kristian Sørensen, dyrepasser, Randers Regnskov

De tre burmesiske stjerneskildpadder blev stjålet fra Randers Regnskov ved højlys dag den 4. november. Nu er de tilbage, men bliver ind til videre holdt skjult for offentligheden, så de kan få ro. De øvrige fem skildpadder i regnskoven kan fra i dag opleves bag panserglas.

- Jeg havde aldrig regnet med, at vi fik dem tilbage. Vi har fået flere hundrede henvendelser, så vi turde ikke rigtigt tage hænderne i vejret, før vi var sikre på, at den var god nok. Men da vi modtog dem i går aftes og kunne konstatere, at det var vores, var det en stor lettelse, siger Kristian Sørensen.

02:22

VIDEO: Tre uhyre sjældne skildpadder blev den 4. november stjålet fra Randers Regnskov. Efterfølgende gav parken så givet frit lejde til, at gerningsmændene kunne vende retur, så skildpadderne kunne komme hjem til deres søskende under kuplerne. Se indslaget fra tyveriet her.

Luk video

Læs også Vælter ind med tip om stjålne skildpadder: Samme art sat til salg

Tømrermester fandt skildpadderne

Det var tømrermester Jack Lund fra Kastbjerg på Norddjurs, der fandt de tre sjældne skildpadder.

- Ja, jeg er jo den store skildpaddehelt, griner Jack Lund, da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham på telefonen.

Han var ude hos en kunde for at vurdere standen på hans hus. Her så han som noget af de første de tre skildpadder.

Ja, jeg er jo den store skildpaddehelt!

Jack Lund, tømrermester, Kastbjerg

- Jeg kørte ud til ham og så, at de her starutter traskede rundt på parketgulvet. Jeg undrede mig over, hvad det nu var for noget og tænkte, at der var mulighed for at lave en pissedyr suppe ud af dem. Men så begyndte det at dæmre for mig, for de har jo nogle meget specielle aftegninger på skjoldet, siger Jack Lund til TV2 ØSTJYLLAND.

Kunden havde ifølge Jack Lund haft skildpadderne i omkring fjorten dage. Han havde haft en udenlandsk ven på besøg, som havde haft dem med, og nu hang kunden så på de tre skildpadder. 

Læs også Sjældne skildpadder fortsat forsvundet: Der er kun hanner tilbage

Randers Regnskov har i alt otte burmesiske stjerneskildpadder. Tre af dem var blevet stjålet, og nu er de kommet tilbage. Foto: Randers Regnskov

- Han gik til bekendelse med det samme. Han var træt af at have dem stående, for det var jo ikke ham, der havde stjålet dem. Jeg insisterede på, at jeg skulle have dem med. Jeg gav ham en fribillet, så han ikke skulle have repressalier, og jeg aftalte med ham, at han så gav mig dem uden beregning, siger Jack Lund.

Han gik til bekendelse med det samme. Han var træt af at have dem stående, for det var jo ikke ham, der havde stjålet dem.

Jack Lund, Tømrermester, Kastbjerg

Da han først fik sig googlet frem til, hvor sjældne og værdifulde de er, tog han kontakt til Randers Regnskov. Faktisk var det også på opfordring fra hans datter, som til jul ønskede sig, at hendes far sørgede for, at skildpadderne kom hjem til Randers.

Nu er skildpadderne så tilbage i regnskoven, så de besøgende i fremtiden også vil kunne se alle otte skildpadder. Først skal de tre tilbagevendte dog have ro og undersøges for, om de har opsnappet nogle sygdomme, imens de har været væk.

Endnu uklart om det er hunner

De tre skildpadder er endnu ikke helt kønsmodne, og derfor kan Randers Regnskov ikke afgøre, om det er hunner. Det håber de, da de resterende fem burmesiske stjerneskildpadder alle er hanner.

- Det bliver spændende at se, om det er hunner. Men nu skal de lige have ro, inden vi begynder at se på, om vi kan teste dem, siger dyrepasser, Kristian Sørensen.

02:22

VIDEO: Den 10. december lavede vi dette indslag om, at de forsvunde skildpadder stadig ikke var fundet.

Luk video