Ekstremt boom i katte-indleveringer: Værn er propfyldt

Det er første gang, Dansk Dyreværn Aarhus oplever, at de huser så mange katte.

00:34

VIDEO: Dansk Dyreværn Aarhus har 90-100 killinger i pleje indtil nu i 2019.

Dansk Dyreværn Aarhus har denne sommer oplevet en kraftig stigning i antallet af katte, de huser, og det er den største stigning, de nogensinde har oplevet.

Stigningen fra juli 2018 til juli 2019 lyder ifølge direktør for Dansk Dyreværn Aarhus, Jesper Søderberg, på hele 86 procent.

Jesper Søderberg har ingen forklaring på, hvad stigningen skyldes. Internatet har 90-100 killinger i pleje indtil nu i 2019.

- Vi ser jo, at stigningen hos os primært ikke er vilde katte, men indlevering fra ejere af katte. Så det er familier, der beslutter sig for at komme af med deres katte igen. Så det er faktisk der, vi har den største stigning, siger Jesper Søderberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Jesper Søderberg er direktør for Dansk Dyreværn Aarhus, og det er første gang, han oplever så kraftig en stigning af katteindleveringer. 

Det glæder dog internatejeren, at katteejerne indleverer deres kæledyr i stedet for at dumpe dem et tilfældigt sted.

Læs også Varmen er hård ved kæledyrene - sådan kan du hjælpe dem

Opfordring til familier

Han understreger samtidig, at det er trist, at familier har katte, som de er nødt til at komme af med. Derfor opfordrer han også familierne til at overveje det grundigt, inden de beslutter sig for at anskaffe sig et kæledyr.

- Jeg føler, vi har en stor opgave i forhold til at formidle viden omkring kæledyr og holde økonomi til at tage os af de dyr, vi får indleveret, siger Jesper Søderberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Stigningen fra juli 2018 til juli 2019 lyder ifølge direktør for Dansk Dyreværn Aarhus, Jesper Søderberg, på hele 86 procent.

Han råder folk til at overveje, om de har resurser og overskud til at have kat.

- Jeg synes, at man skal læse om det på nettet, eller få en snak med vores dygtige dyrepassere og høre, hvad det kræver, og hvad der skal til for, at man får en god oplevelse med at have kat, siger Jesper Søderberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Internatet blev udvidet sidste år, og derfor har de kapacitet til flere katte i forbindelse med boomet, der sker i øjeblikket.

Læs også Flere fortryder Ninus: Markant flere kæledyr indleveres til dyreværn

Uvist om boom fortsætter

Det er svært at sige, om boomet kommer til at fortsætte, vurderer Jesper Søderberg.

Heldigvis er der mange familier, som også ønsker sig en kat og som kommer her og henter dem.

Jesper Søderberg, direktør, Dansk Dyreværn Aarhus 

Når en kat indleveres på internatet, bliver de som det første tilset af en dyrelæge og en dyrepasser, som vurderer kattens fysiske og psykiske tilstand.

Her vurderer de også, hvad de skal hjælpe katten med. De katte, der er klar til det, bliver hentet af familier, og i øjeblikket har Dansk Dyreværn Aarhus 78 killinger i pleje hos familier.

- Heldigvis er der mange familier, som også ønsker sig en kat og som kommer her og henter dem, siger Jesper Søderberg til TV2 ØSTJYLLAND, og han tilføjer, at valget er gensidigt, da det ligeså meget er katten, der vælger familien som omvendt.

Shiva er en af de katte, der er indleveret i Dansk Dyreværn Aarhus.