Ekstremløb til Aarhus
Forhindringsløbet Nordic Race rykker i år for første gang til Østjylland
I Aarhus kan man gennemføre et halvmarathon, en stafet og et kvindeløb, og fra august kan man også sætte flueben ved ekstremløbet Nordic Race.
For første gang nogensinde bliver der afviklet Nordic Race i Smilets By. Spørgsmålet er bare, om der er mange smil tilbage, når deltagerne har gennemført.
Nordic Race byder på to distancer - en Sprint og en Warrior - hvor sidstnævnte ikke er for tøsedrenge.
Sprint-distancen er fem kilometer lang. Her bliver man mødt med udfordringer som at gå på line, kæmpe mod gladiatorer og bestige en pyramide.
Alt sammen aktiviteter, som arrangørerne vil anbefale alle at deltage i:
- Ved vores løb i Aalborg sidste år var den yngste deltager en otteårig dreng og den ældste en 72-årig kvinde. Det er sjovt for alle, og man er mange gange nødt til at hjælpe hinanden, siger medarrangør Frederik Eliasen til tv2oj.dk.
Warrior-distancen derimod er en anden sag. Den bliver betegnet som den mest 'harcore' og er derfor også den distance, som færrest har tilmeldt sig.
Kravle under strøm-snore
Indtil videre har omkring 2.000 personer tilmeldt sig. 650 af dem skal gennemføre Warrior-distancen, hvor deltagerne bliver udfordret både fysisk og mentalt.
En af de vildeste forhindringer er en slags kravlegård med strømførende tråde fra et elektrisk hegn, der hænger ned fra luften. Her skal deltagerne kravle igennem:
- Det er de færreste, der kan komme igennem uden at få stød, siger Frederik Eliasen og forklarer om baggrunden for de ekstreme udfordringer:
- Vi har jo en kultur, hvor mange dyrker crossfit og marathon og halvmarathon nærmest er blevet mainstream. Derfor vil folk gerne have noget, der er virkelig hardcore.
Nordic Race Aarhus bliver afholdt den 22. og 23. august på Grimhøjvej i Aarhus i området omkring Skjoldhøj og Hasle Bakker.
Det første Nordic Race fandt sted i København i 2012 og er siden blevet udbredt til Odense og Aalborg. De to sidstnævnte byer er nu blevet droppet til fordel for Aarhus, som arrangørerne har store forventninger til:
- Det er helt vildt, så stor interessen er - taget i betragtning af, at det er første gang i Aarhus. Vi vidste dog godt i forvejen, at Østjylland i det hele taget er godt med, når det kommer til motion, siger medarrangør Frederik Eliasen.
I videoen nedenfor kan du se, hvordan det ekstreme løb foregår:
(function(d, s, id) { var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0]; if (d.getElementById(id)) return; js = d.createElement(s); js.id = id; js.src = "//connect.facebook.net/en_US/sdk.js#xfbml=1&version=v2.3"; fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs);}(document, 'script', 'facebook-jssdk'));
Team up med gutterne, d. 22/23 August kommer Danmarks største forhindringsløb til Århus!
Posted by Nordic Race on Friday, May 8, 2015