Ekstra sikkerhed til SIF's kamp

Til aftenens kamp mellem Silkeborg IF og Brøndby IF var der ekstra stort sikkerhedsopbud fra både politi og Silkeborgs egne sikkerhedsfolk

01:31

1 af 2

Søndag aften stod en større politistyrke klar i Silkeborg for at tage imod fans fra Brøndby, og Silkeborg IF havde også oprustet sikkerheden på stadion.

- Der følger selvfølgelig nogle flere ting med til sådan en kamp, end der gør til de stille kampe, siger Bjarne Skov, der er sikkerhedschef hos Silkeborg IF, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Allerede lørdag meldte Midt- og Vestjyllands Politi ud, at de ville møde talstærkt op til kampen.

Se: Betjente tager på stadion

- Det er en kamp, der har en ekstra bevågenhed, fordi der kommer rigtig mange tilskuere til den, siger Erik Kristensen, der er politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiets dialogbetjente tog sig af størstedelen af de blå-gule fans, mens Erik Kristensen holdt øje med, om der var nogen, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

- Dem der ikke vil følge spillereglerne, det er dem, vi sætter fokus på. Én dårlig attitude kan lynhurtigt trække en masse med sig, siger Erik Kristensen.

Kampen forløb uden uroligheder, og hverken politi eller sikkerhedsfolk fik travlt før, under eller efter aftenens kamp, hvor Silkeborg IF tabte 0-2.