Ekstra øl og mandskab på plads: Randers er klar til Danmarks største byfest
Randers Ugen begynder officielt i morgen, og både butikker, restauranter og politi er klar til 40. udgave af byfesten
Fredag starter Randers Ugen officielt, og der kan i år fejres 40 års jubilæum. Men allerede torsdag tyvstarter den ugelange fest, mens der er udendørs koncert med rocklegenderne Kim Larsen og Johnny Madsen.
Og rundt om i byen er forberedelserne til den Randers Ugen i gang.
- Randers er jo kendt for at være Danmarks største byfest, siger Eddie Kristiansen fra Barry’s Pub.
Randers Ugens mange aktører kæmper for at blive klar til en uges festligheder.
Læs også
Både restauratører, butiksejere og politiet kaster ekstra kræfter ind på grund af Randers Ugen. Dermed er de rustet til de mange mennesker, der vil strømme til hovedstaden i Kronjylland.
- For at de ikke skal stå alt for længe og vente ved kassen, så har vi både vores assistenter og vores tidligere folk, som kommer ind. Så det er også en fest herinde, siger Keld Ladekarl, butikassistent i Intersport i Randers.
Det er ikke kun mandskab, der er hentet ekstra af.
- For vores vedkommende har vi hentet en masse regionalt og lokalt øl ind, som vi sætter på vores haner, fortæller Eddie Kristiansen, der er bestyrer i Barry’s Pub.
Ordensmagten håber på at kunne bidrage til den gode stemning.
- Vi har afpasset vores mandskab, og der møder lidt ekstra politifolk på arbejde på nogle bestemte tidspunkter, som vi mener, skal være med til at sikre god ro og orden under festugen, siger Anders Uhrskov fungerende vicepolitiinspektør fra Østjyllands Politi.
I indslaget herover kan du se, hvordan byens folk gør klar til den ugelange fest